Advarsel til Netflix-brugere: Pas på pengene - ny svindelmail i omløb

Fupmail ligner ægte besked fra Netflix – sådan undgår du at falde i fælden

En ny og avanceret svindelmail målrettet Netflix-brugere florerer i øjeblikket.

Mailen ser autentisk ud og hævder, at din konto er sat på pause, indtil du opdaterer dine betalingsoplysninger.

Men klikker du på linket, risikerer du at få stjålet både dine login-oplysninger og dine kreditkortdata.

Svindelmail udnytter frygt og hastværk

Ifølge cybersikkerhedsekspert Jake Moore fra ESET er denne type svindel blevet mere sofistikeret med hjælp fra AI.

"Cyberkriminelle udnytter AI til at lave overbevisende login-sider og sende svindelmails i stor skala. Ligesom traditionelle phishing-angreb forsøger de at skabe en følelse af hastværk, så ofrene handler uden at tænke sig om," forklarer han ifølge Daily Mail.



Svindelmailen har emnelinjen "Lad os se på dine betalingsoplysninger" og ser næsten identisk ud med officielle mails fra Netflix.

Den indeholder en besked om, at Netflix oplever problemer med din nuværende betalingsmetode og beder dig opdatere oplysningerne via et rødt link med teksten "OPDATER KONTO NU".Det afslører svindelnummeret

Selvom mailen ser troværdig ud, er der en afgørende forskel: Den er sendt fra en iCloud-mailadresse, mens ægte mails fra Netflix altid kommer fra en adresse, der ender på netflix.com.

Netflix advarer selv mod sådanne forsøg og anbefaler brugere at være særligt opmærksomme på mails, der beder om personlige oplysninger.

Sådan beskytter du dig

For at undgå at falde i fælden anbefaler eksperter følgende:

  • Tjek afsenderens e-mailadresse – ægte Netflix-mails kommer altid fra netflix.com.
  • Log aldrig ind via links i e-mails – gå i stedet direkte til Netflix’ officielle hjemmeside eller app.
  • Brug totrinsgodkendelse for ekstra sikkerhed.
  • Tjek om din e-mail er blevet lækket via sider som Have I Been Pwned.

Hvis du modtager en mistænkelig mail, bør du slette den uden at klikke på links eller vedhæftede filer.

Netflix understreger, at de aldrig vil bede om følsomme oplysninger via e-mail eller SMS.

Artiklens Tags: