Elbiler trækker læsset
I første kvartal af 2025 omsatte Audi for 15,4 milliarder euro, en stigning på 12,4% sammenlignet med samme periode sidste år. Det skyldes især øget salg af elbiler (BEV) og en bedre produktmiks. Audi leverede i alt 46.371 elbiler globalt, 30% mere end sidste år. I nogle lande gik det helt amok: Salget steg 169% i Frankrig, 120% i Schweiz og 87% i Holland. I Tyskland voksede det med 59%.
Trods den flotte elbilfremgang faldt Audis samlede leveringstal med 3,4%, hvilket vidner om, at salget af andre biltyper er gået tilbage. I alt blev der leveret 383.401 biler på verdensplan i kvartalet.
-
-
Overskud, men også udfordringer
Audi fik et driftsoverskud på 537 millioner euro og en overskudsgrad på 3,5%. Det er pænt, men påvirket af højere produktionsomkostninger, større andel af elbiler og ekstra udgifter til CO₂-regulering. Nettoresultatet for pengestrømmen var negativt med -61 millioner euro.
Selskabets CFO, Jürgen Rittersberger, siger ifølge EuroNews, at nøgletallene viser behovet for at øge effektiviteten, og at Audi derfor arbejder målrettet med at omstille sig. Han peger på en ny intern aftale – kaldet “aftalen for fremtiden” – som skal sikre mere fleksibilitet og fart i produktionen på de tyske fabrikker.
Blandede resultater globalt
Audi havde sit bedste første kvartal nogensinde i lande som Polen, Kroatien og Østrig. I Tyskland steg leveringerne med 4,8%, men i Europa uden for Tyskland faldt de med 3%. I Nordamerika gik salget ned med 2,1%, især på grund af modelskifte. I Kina faldt salget med 7%, her kæmper Audi mod stigende konkurrence fra lokale elbilproducenter.
For at imødegå det, har Audi planer om at lancere flere modeller specifikt til det kinesiske marked og samarbejde tættere med lokale partnere.
-
-
Hvad bringer resten af året?
Audi forventer en årsomsætning på mellem 67,5 og 72,5 milliarder euro og en driftsmargin mellem 7 og 9%. Men selskabet understreger, at importtold og aftalens økonomiske konsekvenser stadig er usikre, og derfor er dele af prognosen endnu ikke medregnet.