Chefanalytiker hos Nordea Markets: 'Væsentlig billigere pris' på denne aktie

Air Liquide er måske ikke det mest kendte navn blandt danske investorer – men det burde det være, mener en erfaren analytiker.

Stabil forretning med potentiale

Det franske selskab Air Liquide, som blandt andet leverer industrigasser til store virksomheder, er en interessant aktie med et solidt fundament. Det mener Michael Borre, chefanalytiker hos Nordea Markets.

Det fortæller han i Millionærklubben.



Air Liquide har en forretningsmodel med kontrakter, der løber op til 15 år, hvilket skaber stabilitet og kontinuitet i indtjeningen. Samtidig er selskabet foran sin egen plan med et restruktureringsprogram, hvilket styrker casen yderligere.

Mere værdi end konkurrenten i USA

På den anden side af Atlanten finder man Linde, et lignende amerikansk selskab i samme branche. Men ifølge Michael Borre er det netop forskellene, der gør Air Liquide til et mere attraktivt køb lige nu.

"Hvis man køber det bedstdrevne selskab – hvilket tit er den rigtige strategi i aktiemarkedet – men lige her synes jeg, at man skal gøre undtagelsen, for man betaler en væsentlig højere pris," siger han.

Han peger på, at Air Liquide har et større indtjeningspotentiale, netop fordi det endnu ikke er lige så effektivt som Linde. Derfor kan investorer få mere for pengene, hvis udviklingen fortsætter som forventet.

"Hvis man kan købe nummer to for en væsentlig billigere pris, og vi ser et bedre potentiale for, at nummer to kan øge sit overskud hurtigere end nummer 1, så er det der, at man skal investere nu," lyder det fra Michael Borre.