Pressemeddelelse - Via Ritzau
Skal du oplade elbilen eller vaske tøj, så er det en rigtig god idé at tjekke dagens elpris. Der er nemlig stor forskel på elprisen i løbet af dagen, oplyser energiselskabet Energi Fyn.
-I løbet af formiddagen er elprisen omkring 90 øre pr. kWh strøm, mens den, når vi rammer kl. 16, når op på 3 kroner pr. kWh. Den topper mellem kl. 17 og 18, hvor den rene elpris når 4,41 kr. pr. kWh både øst og vest for Storebælt. Oveni den rene elpris skal man lægge transportbetaling til ens netselskab og afgifter til staten, fortæller Finn Andersen kommerciel direktør hos Energi Fyn.
Der er flere årsager til de høje priser, forklarer Finn Andersen:
-En stor del af vores strøm produceres af solceller og vindmøller. Derfor påvirker det elprisen, når dagen er vindstille og overskyet som i dag. Og da situationen er den samme i Tyskland, påvirker det prisen yderligere. Desuden er vores forbrug højere om vinteren, hvilket også får elprisen til at stige.
Elprisen er afhængig af udbud og efterspørgsel
Elprisen bliver fastlagt på elbørsen ud fra udbud og efterspørgsel. På elbørsen udbyder blandt andet svenske, norske og danske producenter - som for eksempel kraftværker og vindmøller - el fra forskellige energikilder. Det er også her, at leverandører som Energi Fyn og andre energiselskaber køber strømmen til deres kunder.
-
-
-Elmarkedet er et af verdens mest foranderlige markeder. Markedet kan opleve voldsomme prisudsving fra time til time og fra dag til dag. Præcis som vi vil opleve det i dag, fortæller Finn Andersen.
Hold øje med elprisen
Finn Andersen anbefaler, at man tjekke elprisen. Det kan man blandt andet gøre i Energi Fyns app.
-I vores app kan man nemt se sin personlige elpris time for time et døgn frem. Prisen i appen er beregnet ud fra ens specifikke elaftale og er som udgangspunkt inklusive transportbetaling til ens lokale netselskab, elafgiften til staten samt eventuelle tillæg og moms. Samtidig har man mulighed for at tilpasse visningen af elprisen, så den passer til ens behov. Man kan for eksempel vælge at se sin elpris uden elafgiften, hvis man har elvarme, ladestander eller anden elafgiftsrefusion.
Finn Andernsen opfordrer også elbilejere til at opsætte en ladeplan, så deres bil automatisk bliver opladet, når elprisen er lav:
-Med vores ladeløsning følger ladeappen Monta. Den giver mulighed for, at man automatisk kan lade, når strømmen er billigst. Appen holder ganske enkelt øje med elpriser og optimerer konstant opladning i forhold til elprisen.