Pressemeddelelse - Via Ritzau
842.000 kvm offentlige bygninger, eller hvad der svarer til omkring 120 fodboldbaner, skal energirenoveres om året, når Danmark skal leve op til det nye europæiske energieffektiviseringsdirektiv. Her skal tre procent af den offentlige bygningsmasse energirenoveres årligt, og det kommer til at koste omkring 2,4 mia. kroner om året, vurderer Dansk Industri.
- Vi står overfor en enorm opgave med at energirenovere de offentlige bygninger. En stor del af dem har i dag meget dårlige energimærker og trænger derfor virkelig. Udover at man skal leve op til kravene, vil man derfor samtidig opleve, at energirenoveringerne vil føre til lavere energiregninger og bedre indeklima, siger Rasmus Brandt Lassen, branchedirektør i DI Byggeri.
Mange danskere mærkede for alvor konsekvenserne af de offentlige bygningers ringe energimæssige stand i forbindelse med den energikrise, der blev udløst med Ruslands invasion af Ukraine.
-
-
- Mange, især offentligt ansatte, husker nok, da temperaturen i de offentlige bygninger blev skruet ned på 19 grader. Det kan vi måske undgå i fremtiden ved at have mere energieffektive bygninger, der også leverer et bedre indeklima for både ansatte og borgere, fortsætter Rasmus Brandt Lassen.
Renoveringsopgaven har et omfang på 2,4 mia. kroner om året og skal senest begynde i 2026. Det betyder, at planlægsarbejdet skal igangsættes hurtigst muligt, så virksomhederne kan komme i gang med renoveringen i tide.
- En så omfattende opgave er ikke noget, man bare lige sætter i gang med en underskrift. Det kræver planlægning og afklaring omkring finansieringen. Så det haster at få sat gang i de mange energirenoveringsopgaver, siger Rasmus Brandt Lassen.