Pressemeddelelse - Via Ritzau.
Den oprindelige idé med at give et supplement til folkepensionen er nu 60 år efter ATPs stiftelse ikke længere relevant for langt de fleste danskere. CEPOS foreslår derfor syv enkle trin, som kan modernisere ordningen. Blandt andet skal borgerne have frihed til at flytte deres opsparing til en anden pensionskasse, og de tvungne indbetalinger skal ikke længere gælde for unge under 30 år.
“Tiden er løbet fra flere af de oprindelige hensyn, og modellen har nogle omfattende skavanker. Derfor bør ordningen reformeres grundlæggende,” siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.
Hovedparten af danskerne sparer nemlig sideløbende op gennem arbejdsmarkedspensioner eller private ordninger, og for dem er der ingen grund til at have en ATP-opsparing ved siden af. De bliver derimod pålagt en række ekstra administrative omkostninger og er forhindret i at tilpasse deres individuelle ønsker, som for eksempel hvilken risiko, de ønsker, eller hvad de gerne vil investere i.
“ATP-opsparingen er en meget ufleksibel ordning. Ikke alene tager den ikke hensyn til individuelle præferencer og behov. Den er også placeret jævnt hen over arbejdslivet, selvom opsparingsbehovet varierer meget over arbejdslivet, fordi indkomsterne gør det,” siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.
-
-
Han peger på, at unge, som netop er blevet etableret på arbejdsmarkedet, ofte ikke har samme behov for opsparing, fordi de samtidig også skal låne til at etablere familie og til at købe bolig.
Der har ligeledes været betydelig kritik af ATPs dispositioner, investeringsstrategi og risikotagning de senere år.
“Det er afgørende, at kunderne ikke er stavnsbundne, men har mulighed for at flytte deres opsparing til andre institutter, hvis investeringsstrategi de har større tillid til,” siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.
CEPOS foreslår derfor en reform af ATP-ordningen. Reformen kan fortsat tilgodese eventuelle politiske ønsker om, at de beskæftigede har en vis supplerende minimumsopsparing, men undgår ATP-ordningens nuværende klare ulemper.
Reformen består af følgende elementer:
- Obligatorisk minimumsopsparing svarende til det nuværende ATP-bidrag for fuldtidsbeskæftigede.
- Årlig opgørelse af om borgerne har opfyldt kravet til minimumsopsparing i forbindelse med almindelig skatteligning.
- Overførsel af evt. ikke-opfyldt minimumsopsparing til næste skatteår
- Overførselsindkomstmodtagere, der i dag er omfattet af obligatorisk pensionsopsparing, skal også omkostningsfrit kunne flytte pensionskasse
- Kravet om minimumsopsparing bør først gælde fra man fylder 30 år
- Alle ATP-kunder får ret til omkostningsfrit at flytte deres eksisterende ATP-opsparing til en pensionskasse efter eget valg
- ATP skal ikke selv forvalte pensionsformuen, men sende forvaltningen i åbent udbud
Kontakt Otto Brøns-Petersen på 20 92 84 40 for uddybende kommentarer.
Læs mere om CEPOS’ 7 forslag en reform af ATP her.
Du kan læse hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her