Pressemeddelelse - Via Ritzau.
PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2024 viser, at flere danskere nu er tilbøjelige til at skifte job. Mens 21 % i 2023 var meget eller ekstremt tilbøjelige til at skifte job i løbet af de kommende 12 måneder, angiver nu 31 % af danskerne det samme. Det er især Generation Z og Millennial-generationen, som ser mulighederne i at skifte job. For Generation Z gælder det 44 %, mens det for Millennials gælder 43 %.
“I begge generationer er der sket en markant stigning sammenlignet med 2023, hvor det cirka var en fjerdedel, der var tilbøjelige til at skifte job. Der kan være mange faktorer bag sådan en stigning, men særligt den yngre Generation Z stiller høje krav til deres arbejdsplads i form af trivsel, god ledelse, mulighed for udvikling samt at have udfordrende og meningsfulde opgaver,” fortæller Mia Bertelsen Planck, director i PwC Consulting i en pressemeddelelse, og fortsætter:
“Derudover skal der være en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv, ofte med fokus på fleksibilitet. De yngre generationer lægger også i højere grad vægt på virksomhedskultur og værdier. De vil arbejde for virksomheder, der deler deres værdier, er socialt ansvarlige og har en positiv indflydelse på samfundet. Et mismatch her kan hurtigt føre til jobskifte.”
For Generation X er det blot 14 %, som er meget eller ekstremt tilbøjelige til at skifte job i løbet af de kommende 12 måneder. I 2023 var det 19 %. For henholdsvis Generation Z og Millennials var det 29 % og 25 % i 2023.
Medarbejdere oplever øget arbejdspres
I løbet af de sidste 12 måneder angiver 45 % af de danske medarbejdere, at de har oplevet en stigende arbejdsbyrde mod tilsvarende 26 % i 2023. Næsten to tredjedele (62 %) siger, at de har oplevet flere ændringer på arbejdet i det forgangne år end de foregående 12 måneder, og 45 % forstår ikke formålet med de ændringer, der finder sted.
“Det er en relativt større andel, som oplever øget arbejdsbyrde, hvilket naturligvis kræver noget opmærksomhed. En stigende arbejdsbyrde og manglende kontrol over arbejdsopgaverne kan føre til øget stress og nedsat trivsel blandt medarbejdere. Dette understreger vigtigheden af at adressere og balancere arbejdsbyrden for at sikre medarbejdernes velbefindende,” fortæller Mia Bertelsen Planck og afslutter:
“Derudover er det særligt vigtigt med kommunikation og klarhed omkring formålet med organisatoriske ændringer. Konsekvensen af manglende klarhed kan føre til usikkerhed og frustration blandt medarbejdere. Det er vigtigt, at medarbejdere føler sig inkluderede og forstår formålet med ændringerne."
Om undersøgelsen
PwC’s Workforce Hopes and Fears Survey 2024 bygger på svar fra mere end 56.000 personer, der enten er i arbejde eller aktiv på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen blev foretaget i marts 2024 på tværs af 50 lande, herunder Danmark. I Danmark har 500 personer deltaget i undersøgelsen.
Du kan læse pressemeddelelsen fra Via Ritzau her