Pressemeddelelse - Via Ritzau
Det er – for EIFO - 14 års investeringssucces, der nu slutter. Mere end 800 danske virksomheder har fået gavn af investeringer fra de tre fonde i Dansk Vækstkapital (DVK), hvor i alt 74 unikke investorer er med. Den første DVK-fond kom til verden i 2011 og var en saltvandsindsprøjtning til det danske venture-marked i kølvandet på finanskrisen. Nu får fondene så et nyt hjem hos Danske Bank, men EIFO er fortsat storaktionær og vil positivt overveje deltagelse i eventuelle, nye DVK-fonde.
Beslutningen om at EIFO kan overdrage Dansk Vækstkapital til Danske Bank blev truffet på ekstraordinære generalforsamlinger i de tre fonde. Det betyder, at Danske Bank fra 1. januar 2025 skal forvalte Dansk Vækstkapital I, Dansk Vækstkapital II og Dansk Vækstkapital III samt potentielle fremtidige Dansk Vækstkapital-fonde.
Beslutningen er resultatet af en grundig udbudsproces, hvor flere aktører deltog.
-
-
Stor succes
"DVK-fondene har været en stor succes. Og det er mange milliarder, der nu får et nyt hjem. Derfor har det været vigtigt for os at finde et godt og blivende hjem til fondene. Det sikrer vi med valget af Danske Bank, hvor der sidder særdeles kompetente folk. Overdragelsen gør det samtidig muligt at starte nye DVK-fonde, så succesen kan fortsætte, til gavn for både investorer, erhvervsliv og det danske samfund," siger Peder Lundquist, CEO i EIFO.
Danske Bank ser frem til at videreudvikle Dansk Vækstkapital-platformen.
”Med Dansk Vækstkapital-fondene har EIFO spillet en vigtig rolle for vækstmiljøerne i dansk erhvervsliv og bidraget til at skabe vækst og arbejdspladser i samfundet, og vi er stolte over at skulle videreføre fondene. Iværksætteri er et centralt fokusområde for os som bank, og med Dansk Vækstkapital-fondene kan vi yderligere bidrage til at skabe optimale betingelser for opstarts- og vækstvirksomheder og samtidig facilitere interessante investeringsmuligheder for investorer,” siger administrerende direktør i Danske Bank, Carsten Egeriis.
EIFO overdrager DVK den 1. januar 2025.
Det er en afgørelse fra EU-Kommisionen, der betyder, at EIFO ikke må fortsætte med at foretage investeringer i buyout-fonde, som udgør hoveddelen i Dansk Vækstkapital.
Fakta om DVK:
Den første Dansk Vækstkapital-fond blev etableret i 2011, og siden start har en bred kreds af investorer samlet set givet tilsagn til fondene på ca. 9,4 mia. kroner. Staten og en række danske pensionsselskaber har været blandt de største investorer.
-
-
Formålet med fondene er at stille risikovillig kapital til rådighed for iværksættere og vækstvirksomheder og derigennem både skabe både vækst og arbejdspladser i samfundet samt attraktive afkastmuligheder for investorerne. Konkret har Dansk Vækstkapital-fondene investeret i en lang række venture-, growth- og buyout-fonde, som er en vigtig del af økosystemet for startups og vækstselskaber i erhvervslivet.