Danskerne advares: Tyvene har fået ny metode til at udvælge hjem

Indbrudstyve går målrettet efter hjem til salg – billederne i din boligannonce kan være en invitation

Sæsonen for bolighandler er skudt i gang, og mens tusindvis af danskere klikker sig gennem boligannoncer i håbet om at finde drømmehjemmet, er det desværre ikke kun købere, der følger med.

Ifølge Nyheder24 har tyve nemlig fået en ny metode til at udvælge deres mål – og det starter med dine billeder.

Designermøbler og dyr elektronik tiltrækker tyve

GF Forsikring advarer nu om, at boligannoncer – både hos ejendomsmæglere og på sociale medier – bliver brugt som værktøj af indbrudstyve.

"Billeder med designermøbler, dyre lamper, kunst og elektronik virker som en magnet på de langfingrede," forklarer Martin Rundager, direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring.

Selvom antallet af indbrud på landsplan er faldet fra 2023 til 2024, er antallet af bolighandler steget med 11%. Dermed vokser også mængden af potentielle mål for tyvene.



Undgå at fremstå som et fristende offer

Ifølge forsikringsselskabet er der heldigvis noget, du kan gøre for at mindske risikoen. Det handler om samarbejde med din ejendomsmægler – og om at tænke som en tyv.

"Med relativt få klik kan ’Ægget’ blive til en generisk sofa og PH-lampen omdannet til rispapir. Det er den nemmeste måde at undgå ubudne gæster," siger Martin Rundager og henviser til brugen af billedredigering.

Ved at anonymisere hjemmets værdifulde elementer på billederne, kan du undgå at gøre din bolig til et attraktivt mål.

Et fælles ansvar – og en fælles gevinst

GF Forsikring er medlemsejet, og når skader undgås, kommer det alle til gode i form af overskudsdeling. Derfor handler det ikke kun om at sikre sit eget hjem, men også om at hjælpe fællesskabet.

"Jo færre skader og omkostninger, jo mere overskud er der til alle," lyder det fra selskabet.

Så skal du sælge din bolig, er det måske tid til at tage et ekstra kig på dine billeder – og overveje, hvad de egentlig signalerer.