Danskerne går amok i økologi: Salget stiger i supermarkederne

Salget af økologiske fødevarer steg i 2024 med tre pct., og omsætningen lander på 16 mia. kr. i 2024. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som også viser en flot volumenfremgang på to pct.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Salget af økologiske fødevarer i dagligvarehandlen steg med tre pct. i 2024. Det er især frugt og grønt, som har taget et flot hop og når syv pct. til 4,2 mia. kr. fra 2023 til 2024. Frugt og grønt er fortsat den største økologiske varegruppe med en omsætning på 6,1 mia. kr. svarende til 38 pct. af den samlede omsætning af økologiske fødevarer.

”Stigningen i salget af økologisk frugt og grønt viser, at det er fraværet af pesticidrester, som er det vigtigste købsargument for forbrugerne,” siger Carsten Ahrenfeldt, som er markedschef i Økologisk Landsforening.

Han hæfter sig også ved, at prisstigningerne på økologiske fødevarer ligger på omkring en pct. og dermed er lavere end prisstigningerne på fødevarer generelt.



”Når prisforskellen mellem det økologiske og konventionelle bliver mindre, er det alt andet lige med til at skubbe forbrugerne positivt i retningen af at købe økologi,” siger han.

2024 blev året, hvor økologien for alvor kom tilbage på vækstsporet efter et par år med faldende salg grundet inflation og en generel leveomkostningskrise. Der er også sket en volumenfremgang på ca. 2 pct., og i alt når omsætningen 16 mia. kr. i 2024.

”Stigningen bekræfter, at forbrugerne vil økologien, og vi vil gerne opfordre dagligvarehandlen og virksomhederne til yderligere at gribe den interesse, så økologien fortsætter den flotte vækst,” siger Carsten Ahrenfeldt.

”Forbrugerne er tilbage, nu mangler vi bare at få det brede økologiske sortiment tilbage på hylderne.”



De økologiske fødevarer, som danskerne køber flest af, er frugt og grønt. Favoritten er de økologiske bananer, som tegner sig for tre pct. af det samlede økologiske detailsalg. Den næststørste økologiske varegrupper er mælk og ost, som udgør 21 pct. af det samlede salg, mens økologisk kød fortsat er en mindre varegruppe, der udgør 0,9 pct.