For dem, der drømmer om hus med have, bliver det dyrere og dyrere at realisere boligdrømmen.
Nye tal fra Boligsiden for april 2025 viser, at de danske boligpriser nu har nået et historisk højt niveau på tværs af alle boligtyper.
Huspriser runder ny milepæl
Det skriver B.T..
I april steg huspriserne med 1,2 procent, ejerlejligheder med 2 procent og fritidshuse med 1,4 procent.
Siden årsskiftet er priserne steget med 2,3 procent for huse og 4,2 procent for både ejerlejligheder og fritidshuse.
"Det er en kraftig stigning på bare fire måneder,"
siger Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom hos Nordea Kredit.
Prisen for et gennemsnitligt hus er nu oppe på 2.527.000 kroner, hvilket aldrig før er set.
Salgsprisen på landsplan ligger på 18.047 kroner pr. kvadratmeter – en milepæl i Boligsidens Markedsindeks, der går tilbage til 2011.
-
-
Rentechokket rystet af sig
De seneste prisstigninger har sendt boligmarkedet forbi niveauet fra før inflations- og rentechokket i 2022.
"Det sender et tydeligt signal om, at boligejerne har rystet rentechokket af sig, og at danskerne er villige til at dykke dybt i lommerne for at få foden indenfor på boligmarkedet,"
vurderer Lise Nytoft Bergmann.
Stigninger over hele linjen
Københavns Kommune er gået forrest på ejerlejlighedsmarkedet med en stigning på 6,8 procent siden årets begyndelse.
En gennemsnitlig ejerlejlighed på 80 kvadratmeter koster nu 3.079.000 kroner.
Fritidshusmarkedet har heller aldrig været dyrere.
Et typisk fritidshus på 80 kvadratmeter koster i dag 1.901.000 kroner.
Boligmarkedets stærke vækst efterlader ingen tvivl: Det kræver i dag flere penge end nogensinde før at blive boligejer i Danmark.