Derfor skruer europæiske virksomheder ned for investeringerne i Kina

Et voksende pres fra konkurrence, faldende forbrug og en økonomi i problemer har fået mange europæiske virksomheder til at bremse op i Kina.

Ifølge en ny undersøgelse fra EU’s handelskammer i Kina er europæiske virksomheder i stigende grad begyndt at skære i omkostningerne og udskyde investeringer i Kina. Den årlige “Business Confidence Survey 2025” viser, at stemningen blandt virksomhederne er mærkbart forværret.

Hård konkurrence og lavere efterspørgsel rammer bundlinjen

Kinas økonomi er presset, især på grund af en langvarig boligkrise, der har fået forbruget til at dykke. Samtidig producerer kinesiske virksomheder flere elbiler, solceller og batterier, end der er efterspørgsel efter. Det skyldes blandt andet massive statsstøtter, som har skabt overkapacitet i flere industrier.

Resultatet? Priskrige, faldende marginer og øget fokus på eksport til Europa og USA – noget, der har fået EU til at reagere med toldsatser mod kinesiske elbiler, som ifølge EU er produceret med urimelig statsstøtte.



Fordelene er ikke ligeligt fordelt

Jens Eskelund, formand for EU’s handelskammer i Kina, fortæller, at virksomhederne oplever en skævvridning i det økonomiske samspil mellem Europa og Kina.

”Der er en klar opfattelse af, at fordelene ved det økonomiske samarbejde mellem EU og Kina ikke fordeles retfærdigt,”

Udtaler han ifølge EuroNews.

Han roser de kinesiske myndigheders forsøg på at øge forbruget, men understreger, at der også skal gøres noget for at matche udbud og efterspørgsel bedre ellers bliver markedet ved med at være mættet og svagt.

Tilliden er i bund og presser investeringerne

Undersøgelsen er baseret på svar fra 500 europæiske virksomheder i Kina, og den viser en tydelig tendens: Marginalerne er blevet mindre, og tilliden til markedet er ikke vendt endnu. Mange virksomheder har sat deres vækstplaner på pause eller skåret ned i investeringer.

Artiklens Tags: