Det amerikanske valg 2024: Trump som præsident kan koste Danmark milliarder

Bliver Donald Trump USA's næste præsident, risikerer en stor handelsaftale mellem EU og USA at falde til jorden – og dermed går Danmark potentielt glip af tusindvis af nye jobs. Det viser en ny analyse fra Dansk Metal i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Analysen peger på, at en handelsaftale mellem EU og USA kan øge Danmarks BNP med 0,4 procent og skabe over 10.000 nye arbejdspladser. Særligt industrien vil nyde godt af aftalen med en forventet stigning i bruttoværditilvæksten på 0,9 procent og op mod 2.600 nye job.

"Præsidentvalget kan få stor betydning for Danmarks økonomiske fremtid. Hvis Donald Trump bliver genvalgt, vil hans protektionistiske handelspolitik og øgede toldsatser gøre det sværere at indfri potentialet for mere dansk eksport til USA. Omvendt vil en sejr til Kamala Harris åbne op for bedre muligheder for på længere sigt at lave en frihandelsaftale, som kan skabe tusindvis af nye arbejdspladser og øge vores BNP, ” siger Dansk Metals EU-chef Johan Moesgaard.



Han opfordrer de danske politikere til at sætte en handelsaftale med USA højt på dagsordenen, når Danmark overtager formandskabet i EU til sommer.

"Vi ved godt, at en handelsaftale med USA kan have meget lange udsigter, og derfor er der brug for at tage de første skridt nu. Den danske økonomi er jo virkelig stærk for tiden, men en handelsaftale med USA kan sikre endnu mere vækst og velstand," siger Johan Moesgaard.