Dette postnummer har flest lejlighedshandler i oktober

Hvem tror du, der har flest lejlighedshandler i oktober? Få svaret her

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Salget af lejligheder er på kraftig fremmarch her i efteråret og blev i oktober det højeste i mere end tre år.

Med 1.803 solgte ejerlejligheder i oktober i år skal vi tilbage til maj 2021 for at finde en måned med flere lejlighedssalg.

Især Hovedstaden rykker, men også provinsens storbyer er på top-scorer listen over lejlighedssalg i oktober, viser tal fra Boligsiden for handler pr. postnr., som Home har set nærmere på.

I alt blev der handlet lejligheder i 62 postnumre i oktober.

Helt i top finder vi postnr. 2300 København S – ’Ønskeøen’, som Amager nu om dage kaldes i folke- og ejendomsmæglermunde.

Her blev der handlet 141 lejligheder i oktober – lige så mange som i de 20 postnr. i bunden af listen tilsammen.



Indehaver og ejendomsmægler Torben S. Hansen fra Home Amager-Kastrupvej, der er den bedst sælgende ejendomsmægler-forretning i Københavns kommune de seneste 12 måneder ifølge Boligsiden, oplever stor købelyst på lejligheder.

”Vi har særligt en rigtig stor interesse på de mindre lejligheder. 2-3 værelses lejligheder går for tiden som 'varmt brød," siger Torben S. Hansen.

1500 København V er nr. 3 på topscore-listen for salg af lejligheder i oktober.


Ejendomsmægler og indehaver Michael Hammerbak med fire Home-forretninger i København, og den 3. største mægler i Københavns kommune, forklarer om de mange salg:



"Det er et sammenfald af mange faktorer: Lavere rente, boligøkonomerne spår prisstigninger, lav arbejdsløshed og sidst, men ikke mindst, en større tiltro til ejerboligmarkedet, som vi vel ikke har set siden i Corona-dagene," siger Michael Hammerbak med forretninger på bl.a. Vesterbro og i Carlsberg Byen.

Selv om det er i København, at lejlighedskøberne for alvor slår til i disse måneder, så er det 8000 Aarhus C, der kommer ind på 2. pladsen med 126 handler.

Indehaver Carsten Andersen fra Home Aarhus City og Home Aarhus Ø fortæller om markedet lige nu:


"Udbuddet er faldende samtidig med, at købelysten er ganske stor. Eksempelvis er dele-2’ere med altan nærmest ’støvsuget’, og disse sælges fra dag til dag."

På en 8. plads kommer 9000 Aalborg som det eneste øvrige postnr. i top 10 fra provinsen.

"Troen på lejlighedsmarkedet er så småt vendt tilbage. Hen over sommeren og efteråret har antallet af lejlighedshandler været stigende. Rentefaldet har været med til at 'lokke nogen ud af busken', og kombineret med, at priserne i slut '23 og start '24 blev trykket i bund, så begynder tingene at bevæge sig igen,” fortæller Claus Barrett, indehaver af flere Home-forretninger i den nordjyske ’hovedstad’.

Top 10 rundes af med 1800 Frederiksberg C og 44 handler. I 2000 Frederiksberg var der 73 handler, så alt i alt 120 Frederiksberg-salg af lejligheder i oktober.

5000 Odense C ligger på 11. pladsen med 37 lejlighedshandler.

"Vi oplever en fremgang i fremvisninger og i handlerne. Priserne er bedst på de større lejligheder, da det er der, at kunderne stadig har pengene. Førstegangskøberne har haft det lidt sværere, men vi forventer, at salget af de mindre lejligheder også går frem," siger Martin Larsen fra Home Ejerlejlighedsbutikken i Odense.

Artiklens Tags: