”Vi har flere end 300.000 elbiler i Danmark, men den dårlige konkurrence på lademarkedet forhindrer endnu flere danskere i at skifte benzinbilen ud med en elbil. Særligt bundling af hjemme- og udeopladning låser forbrugerne fast og hæmmer priskonkurrencen, hvilket gør det unødvendigt dyrt og uoverskueligt at være elbilist,” siger Jacob Stahl Otte, direktør i Drivkraft Danmark.
Det siger Jacob i en pressemeddelelse på Via Ritzau her.
I december sidste år offentliggjorde Konkurrencerådet en rapport, der konkluderede, at lademarkedet er præget af, at forbrugere låses fast af abonnementer, som begrænser konkurrencen.
I rapporten fremlagde Konkurrencerådet en række klare anbefalinger til politikerne og markedsaktørerne.
Det blev blandt andet anbefalet, at det skulle være nemmere at skifte ladeoperatør, sammenligne priser og betale på offentlige ladestandere.
-
-
Den mest vidtgående anbefaling var, at der indføres et midlertidigt forbud mod bundling af ydelser på hjemme- og udeopladning i op til fem år.
”Rapporten fra Konkurrencerådet var både klar og omfattende. Den pegede på, at bundling mellem hjemme- og udeopladning hæmmer priskonkurrencen og skaber ineffektive markedsstrukturer. Man skulle tro, at rapportens klare anbefalinger ville føre til hurtig handling, men her et år senere venter vi stadig på politiske initiativer, der løser udfordringerne, som Konkurrencerådet så præcist har beskrevet,” udtaler Jacob Stahl Otte.
Drivkraft Danmark støtter Konkurrencerådets bekymringer og anbefalinger, herunder forbuddet mod bundling mellem abonnementer på ude- og hjemmeladning i en begrænset årrække. Selvom bundlede abonnementer kan virke smarte for nogle forbrugere, betyder det ifølge Konkurrencerådet, at mange elbilister betaler for meget for strøm og afskærer sig fra dele af infrastrukturen.
”Normalt går vi ikke ind for forbud. Men i dette tilfælde er drastiske tiltag nødvendige for at normalisere lademarkedet til gavn for forbrugerne og den grønne omstilling. For samfundet er det en meget høj pris at betale, når konkurrencen om at levere den bedste brugeroplevelse til laveste pris sættes ud af kraft. Vi er nødt til at sikre, at lademarkedet fungerer til fordel for forbrugerne, og et midlertidigt forbud mod bundling vil være et vigtigt skridt på vejen. Derfor opfordrer vi regeringen til at tage Konkurrencerådets anbefalinger alvorligt og fremlægge en plan for, hvordan markedet for opladning af elbiler normaliseres,” afslutter Jacob Stahl Otte.