Det er ikke bare en fornemmelse, når chipsposen virker lettere, og prisen tungere.
Et nyt tjek foretaget af B.T. i dagligvarekæderne Rema 1000 og Bilka viser, at poserne med franske kartofler både er blevet dyrere og vejer mindre, end de gjorde for bare få år siden.
Chips med mindre fyld og mere regning
I 2019 kunne du købe 300 gram franske kartofler i Rema 1000 for 7,39 kroner. I 2025 er posen reduceret til 250 gram – og prisen steget til 10,50 kroner.
Det svarer til en vægtreduktion på 16 procent og en prisstigning på 30 procent.
Det samme gør sig gældende i Bilka, hvor prisen for en 300 grams pose i 2019 var 7,95 kroner. I dag får du kun 250 gram – og betaler de samme 10,50 kroner.
-
-
Shrinkflation rammer bredt
Fænomenet kaldes shrinkflation: En strategi, hvor producenten reducerer mængden i pakken, men lader prisen stå – eller i værste fald hæver den.
Ifølge Salling Groups pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen handler det om at imødekomme stigende omkostninger:
“Ved at reducere størrelsen på forpakningen og sænke indholdet en smule deri, har vi kunnet holde prisstigningerne en smule lavere, end hvis det skulle ske 1:1.”
Han peger blandt andet på stigende råvarepriser og indkøbsomkostninger.
Ekspert: Her går grænsen
Men hvor langt kan producenterne skære ned, før kunderne siger stop?
Detailekspert Bruno Christensen vurderer, at en halvering er smertegrænsen:
“Hvis man skal se på det billedligt, så kan man godt sænke en vare fra 400 til 300 gram, men man går ikke helt ned på 200 gram.”
Forbrugeren skal kigge efter kiloprisen
Når mængden falder, men prisen ikke gør det, bliver det ekstra vigtigt at holde øje med kiloprisen.
Det er den, der afslører, hvor dyrt det i virkeligheden er blevet at snacke løs – og den, du bør gå efter, hvis du vil undgå at betale overpris for luft og emballage.
Så næste gang du står ved chipsreolen og tænker “var der ikke mere i den pose engang?” – så er svaret ja. Og du betaler endda mere for det.