Ekspert advarer: Derfor kan din næste iPhone koste tusindvis mere

Amerikansk handelskrig sender rystelser gennem elektronikmarkedet – og danskerne risikerer at betale prisen

Elektronikmarkedet er i uro, efter USA har indført rekordhøj told på en lang række kinesiske varer.

For danske forbrugere kan det meget vel betyde, at den næste iPhone bliver betydeligt dyrere.

Ifølge BBC bliver techgiganter som Apple nemlig presset af toldsatser på hele 145 procent, og det kan få konsekvenser – også uden for USA.



Dyrere iPhones – også i Danmark

Selvom det er USA, der pålægger den høje told på kinesisk elektronik, vil det næppe blive en isoleret amerikansk prisstigning.

Det vurderer Ben Wood fra analyseinstituttet CCS Insight, som peger på, at Apple næppe vil differentiere priserne fra land til land.

"Det er usandsynligt, at virksomheden vil have differentierede priser globalt," siger han til BBC.

Grunden er simpel: Apple ønsker ikke at åbne for parallelimport, hvor forbrugere i ét land køber billigt og videresælger dyrt i USA.

Flere gadgets kan blive ramt

Det er ikke kun iPhones, der står til at blive ramt af toldkrigen.

Også tablets, bærbare computere og smartwatches, som i høj grad produceres i Kina, risikerer at stige i pris.

Ifølge BBC er det stadig usikkert, om det bliver Apple eller forbrugerne, der ender med at dække meromkostningen – men analytikere peger på, at forbrugeren næppe går fri.

Handelskrig uden ende i sigte

Situationen opstod, da USA’s præsident Donald Trump indførte en markant forhøjelse af toldsatser på kinesiske varer – og signalerede, at mere kunne være på vej.

Hverken Kina eller USA har dog vist vilje til at forhandle sig frem til en løsning.

Det betyder, at toldsatserne risikerer at blive langvarige – og derfor også at prisstigningerne på populære elektronikprodukter bliver permanente.

Hvornår prisstigningerne slår igennem, er endnu uklart, men meldingerne vækker allerede bekymring blandt både forhandlere og forbrugere verden over.