Skal du have ny mobil eller tablet i år? Så bør du være ekstra opmærksom efter den 20. juni.
En stor ændring træder i kraft – og den vil for mange forbrugere ændre måden, vi vælger elektronik på.
Energimærkning kommer til mobiler og tablets
Det skriver Elgiganten i en pressemeddelelse, hvor de bekræfter, at alle smartphones og tablets fra 20. juni skal have en ny EU-mærkning.
Den ligner den, vi kender fra hårde hvidevarer – men med ekstra fokus på reparerbarhed, holdbarhed og softwarestøtte.
Ifølge Elgigantens salgschef Allan Olderkjær vil mærkningen gøre det langt lettere at vælge produkter, der både holder længere og er bedre for miljøet.
-
-
Det handler ikke kun om strøm
Hvor energimærkning på f.eks. køleskabe mest handler om strømforbrug, vil mobilernes mærkning også vise:
- Hvor let de er at reparere
- Hvor lang tid de holder
- Hvor mange år de får softwareopdateringer
- Hvor godt de klarer vand, støv og slid
Producenter skal sikre, at batteriet holder mindst 800 opladninger med 80 % kapacitet og at reservedele er tilgængelige i syv år efter salgsstop.
Kan spare enorme mængder strøm – og penge
EU vurderer, at de nye krav samlet kan spare næsten 14 terawatt-timer strøm om året frem mod 2030 – svarende til en tredjedel af det samlede forbrug fra disse enheder.
Men vigtigst af alt: De nye regler forventes at forlænge levetiden på produkterne, så forbrugerne ikke skal ud og købe nyt nær så ofte.
Elgiganten er klar
Elgiganten bakker op om ændringerne og melder, at de allerede reparerer over 500.000 enheder om året – og nu forbereder sig på at tage endnu flere ind.
“Vi tror, mærkningen bliver en vigtig faktor, når danskerne skal vælge kvalitet og langtidsholdbarhed,” siger Allan Olderkjær.
Og med den nye mærkning får forbrugerne for første gang et reelt overblik over, hvad de egentlig får for pengene – også på den lange bane.