Mange ser nobelprisen som den ultimative anerkendelse inden for økonomi. Men i de senere år er det blevet tydeligt, at prisen ofte går til de samme kredse af økonomer fra eliteuniversiteter, især i USA. Der er en tendens til, at prisen bliver tildelt forskere, der er uddannet eller undervist af tidligere prismodtagere.
Kenneth Arrow er et godt eksempel. Han vandt prisen i 1972 for sin teori om generel ligevægt, men mange af hans elever, såsom John Harsanyi og Roger Myerson, har også vundet nobelprisen. Det samme mønster ses med Eric Maskin, som vandt i 2007 og underviste Jean Tirole, der fik prisen i 2014.
Er det virkelig de mest banebrydende ideer?
Problemet er, at prisen i stigende grad anerkender de samme etablerede tanker, frem for nye, radikale ideer. Mange af teorierne er matematiske og abstrakte, men har de reel betydning i den virkelige verden?
Arrows berømte “umulighedssætning”, som handler om kollektive beslutninger, er en smuk teoretisk løsning – men dens relevans i praksis er ofte blevet betvivlet.
Er tiden løbet fra nobelprisen i økonomi?
Nobelprisen har måske engang været en måde at hylde ægte pionerer på. Men i dag ser det ud til, at det bare er et spørgsmål om tid, før de samme magtfulde økonomer fra de samme institutioner får deres tur til at modtage hæderen. Hvis økonomifaget skal udvikle sig, skal det være mere åbent for nye og forskelligartede perspektiver.
Se det originale indhold her.