Erhverv: Fald i elprisen

Erhvervsforbrugernes rene elpriser eksklusiv tariffer, afgifter mv. faldt for alle forbrugsbånd fra andet halvår 2023 til første halvår 2024.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Se elprisernes grafer her.

I første halvår af 2024 har gennemsnitspriserne for elektricitet for erhvervsforbrugere generelt været faldende. De mindste erhvervskunder betalte 25,7 pct. mindre for strøm sammenlignet med andet halvår af 2023, hvilket svarer til et fald på 21,60 øre/kWh. De største erhvervsforbrugere oplevede et fald på 17,77 pct. eller 11,61 øre/kWh.



Spotprisen for elektricitet faldt med 13,0 pct., svarende til 9,37 øre/kWh, og landede på et gennemsnit på 47,42 øre/kWh. Det er den laveste spotpris siden første halvår af 2021.

Faldet i elpriserne kan delvist tilskrives et prisfald på naturgas, hvor den gennemsnitlige pris for erhverv faldt med ca. 17,2 pct. fra andet halvår 2023 til første halvår 2024. Derudover blev der produceret 15 pct. mere elektricitet fra vedvarende energikilder som vind- og solenergi. Det har øget udbuddet af billigere elektricitet.

Generelt betalte erhvervsforbrugerne i første halvår af 2024 højere priser end spotprisen.

Energistyrelsen har siden 2014 udarbejdet elprisstatistikken for erhvervsforbrugere, der er baseret på indberetninger fra de enkelte elhandelsselskaber.

Læs mere om statistikkens resultater i notatet ”Elprisstatistik første halvår 2024”

Fakta:

  • Knap 86,3 pct. af erhvervskunderne er små forbrugere med et årligt elforbrug under 20 MWh. Deres forbrug udgør 5,8 pct. af det samlede elforbrug.
  • 13,7 pct. af erhvervskunderne er mellemstore forbrugere med et elforbrug mellem 20 og 20.000 MWh. Deres forbrug udgør ca. 44,9 pct. af det samlede forbrug.
  • De store erhvervskunder med et forbrug over 20.000 MWh udgør omkring 0,03 pct. af det samlede antal erhvervskunder, men aftager samlet næsten halvdelen af elsalget – nemlig 49,3 pct.


Artiklens Tags: