Pressemeddelelse - Via Ritzau
Pegasus Airlines åbner en ny direkte rute til Antalya. Derved kommer en af danskernes mest eftertragtede destinationer nu på afrejsetavlen i Aarhus Airport. Antalya er indgangen til populære feriesteder på den tyrkiske riviera i det sydlige Tyrkiet og et effektivt stop for rejsende til en række centralasiatiske og mellemøstlige destinationer. Det er Pegasus Airlines’ debut i Østjylland, som dermed får adgang til et særdeles attraktivt marked med over 1,3 millioner indbyggere. De rejsende tæller ikke kun solsøgende ferierejsende. Med over 11.000 mennesker med tyrkisk baggrund bosat i Aarhusområdet er der også et stort marked, når venner og familie besøger hinanden, hvilket skaber trafik begge veje.
"Det er en stor fornøjelse at præsentere et nyt flyselskab i Aarhus Airport. Det nye samarbejde kommer i slipstrømmen af ruteudviklingskonferencen, Routes, i Aarhus sidste forår, hvor vi knyttede tættere bånd med Pegasus Airlines og andre flyselskaber. Den direkte rute mellem Antalya og Aarhus er længe efterspurgt af touroperatører, feriegæster og folk med tyrkiske rødder, som allerede kender Pegasus Airlines for deres høje service og lave priser. Vi forventer, at ruten bliver modtaget rigtig godt i Aarhusregionen”, siger Lotta Sandsgaard, der er administrerende direktør i Aarhus Airport.
-
-
Analyser viser, at en stor del af de jyske rejsende, der søger mod Tyrkiet, herunder Antalya, i dag vælger at flyve fra lufthavnene i København eller Hamborg. Med fokus på Pegasus Airlines' yderst kundevenlige kvalitetsprodukt og service, er det disse rejsende, som Aarhus Airport ønsker at tiltrække.
"Pegasus Airlines er et fremragende flyselskab med topmoderne fly, som vi glæder os til at byde velkommen i Aarhus Airport. Data viser, at der er et stort uforløst potentiale for at øge tilgængeligheden til Tyrkiets hotspots for befolkningen i Østjylland. Alle ønsker en kortere rejsetid, og det er attraktivt med kun 30 minutters kørsel fra Aarhus til lufthavnen. Vi har særdeles gode relationer til Pegasus Airlines, og jeg forventer, at vi er på vej ind i et spændende og langsigtet partnerskab med fremtidig vækst for øje”, siger Lotta Sandsgaard.
Ruten til Antalya går i luften den 9. maj 2025. Der er afgang fra Aarhus Airport hver mandag og fredag kl. 14.05 med ankomst kl. 18.50 i Antalya. Fra Antalya afgår flyet kl. 10.20 med ankomst i Aarhus kl. 13.15.
-
-
Flybilletter sælges direkte på Pegasus Airlines’ hjemmeside flypgs.com, ligesom der kan købes en samlet rejse med hotelophold gennem rejseselskaber som Sunweb og Mixx Travel.