Farvel til en klassiker: Disse pengesedler udgår

Farvel til nogle gamle - og hej til et par nye.

Har du penge gemt i skufferne, er det nu, de skal findes frem.

Flere danske pengesedler står nemlig over for at blive trukket ud af omløb.

Det sker som led i en opdatering af landets pengesystem, hvor nye og mere sikre sedler vil blive introduceret over de kommende år.

Det betyder, at både 1.000-kronesedlen og flere ældre seddelserier snart mister deres værdi som betalingsmiddel.

Danskerne har indtil 31. maj 2025 til at få udskiftet de gamle sedler. Ifølge Sparekassen Kronjylland er der stadig sedler for hele 5,2 milliarder kroner i omløb, som snart bliver ugyldige.

Det skriver Ritzau.

Ældre seddelserier siger også farvel



Ud over 1.000-kronesedlen udgår også flere ældre seddelserier.

Det gælder blandt andet portrætserien fra 1997 med Niels Bohr og Karen Blixen, samt 1972-serien, der prydes af dyr som egern og sommerfugle.

Selv den ikoniske "plovmand" fra 1952-serien, som er blevet synonym med 500-kronesedlen, går nu på pension.

Det er nu, du bør undersøge, om du har nogle af de pengesedler, der udløber, til at ligge hjemme i skuffen. Snart mister de værdi, og det er derfor ved at være sidste udkald, hvis du skal af med 1.000-kronesedlerne sammen med de egern, firben, sommerfugle og portrætter, der pryder nogle af de gamle sedler, der udgår. Medmindre du altså ønsker at gemme dem, efter at de har mistet værdi som betalingsmiddel” siger Jan Mågård, fagchef for betalingskort og selvbetjening i Sparekassen Kronjylland.

Hvordan indløser du dine gamle sedler?

Hvis du har nogle af de gamle sedler liggende, kan de afleveres i din bank eller på Nationalbankens indleveringssteder i Aarhus, Odense og København.

Selvom sedlerne ikke længere er gyldige som betalingsmiddel efter 31. maj, har Nationalbanken åbnet en kattelem: frem til 31. maj 2026 kan du stadig aflevere sedlerne på de tre indleveringssteder.

Ved aflevering skal du medbringe billed-ID og udfylde en særlig indleveringsseddel, oplyser Jan Mågård.

Nye sedler på vej

Danskerne kan forvente en ny seddelserie i 2028-29. De kommende sedler vil blive produceret med moderne sikkerhedsteknologier, som skal forhindre forfalskninger.

Så tjek din sparegris – inden det er for sent!

Artiklens Tags: