Vi kan spare titusindvis af menneskeliv, vi kan skåne klimaet, og vi kan samtidig hente milliarder til statskasserne, hvis vi i Europa ændrer momsen på visse fødevarer.
Det konkluderer et nyt studie, som blandt andre forskere fra Københavns Universitet har bidraget til.
Det skriver Københavns Universitet - Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet i en pressemeddelelse.
”Hvis de europæiske lande skruer op for momsen på kød og mejerivarer og samtidig fjerner momsen på frugt og grønt, vil det rykke så meget på folks forbrug, at man kan undgå cirka 170.000 dødsfald i Europa hvert år, viser vores estimater. Samtidig vil det ændrede forbrugsmønster mindske fødevareområdets klima- og miljøaftryk med 5-6% i gennemsnit,” siger professor og medforfatter Jørgen Dejgård Jensen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.
Store forskelle fra land til land
Størstedelen af de europæiske lande har i dag differentieret moms på fødevarer - modsat bl.a. Danmark, som har 25% moms på alle typer varer.
Forskerne har beregnet, hvilke effekter det ville have, hvis hvert enkelt land i Europa fastsatte momsen på kød og mejerivarer til den højeste momssats, som landet i forvejen har.
For de fleste af landene ville det betyde, at momsen på kød og mejerivarer stiger.
Samtidig har forskerne regnet på, hvilken forskel det ville gøre at fjerne momsen på frugt og grønt, som samtlige europæiske lande i dag har pålagt moms i varierende størrelse.
Fordi landenes nuværende momssatser er meget forskellige, ville effekterne af de reformerede momssatser svinge betydeligt fra land til land.
Men overordnet ville ændringerne sænke efterspørgslen på kød og mejerivarer med gennemsnitligt 9%, mens efterspørgslen på frugt og grønt ville stige med 8%.
Efterspørgslen på kød ville falde mest i Storbritannien, Belgien og Polen, og salget af frugt og grønt ville stige mest i Danmark og Estland.
-
-
Færre hjertesygdomme og kræfttilfælde
De 170.000 årlige dødsfald i Europa, som ifølge estimaterne kan undgås, hvis man ændrer momsen på begge varekategorier, skyldes et større indtag af grøntsager og frugt, et mindre indtag af rødt kød samt færre forekomster af overvægt.
De 170.000 svarer til 330 færre dødsfald per million mennesker.
De sparede menneskeliv ville grunde i færre tilfælde af hjertesygdomme (54%), færre tilfælde af kræft (28%), færre slagtilfælde (15%) samt færre tilfælde af type 2-diabetes og luftvejssygdomme.
Når klima- og miljøaftrykket samtidig ville reduceres med 5-6% på fødevareområdet, ligger forklaringen i, at især det mindre kød- og mejerivareforbrug ville føre til mindre drivhusgasudledning, mindre arealbeslag, mindre forbrug af ferskvand og mindre udledning af næringsstoffer til vandmiljøer.
En god forretning
Nye momssatser på fødevarer vil ikke kun gavne sundhed og klima, men også medføre økonomiske gevinster for de fleste europæiske lande.
Ændringerne forventes at reducere sundhedsomkostningerne med 26 milliarder USD og klimarelaterede omkostninger med 12 milliarder USD.
Samtidig vil højere moms på kød- og mejeriprodukter øge statskassernes provenu, hvilket samlet set vil give en merindtægt på 83 milliarder USD – svarende til ca. 600 milliarder DKK.
Dog vil der være store forskelle mellem landene, og Danmark står til et nettotab af momsprovenu.
Forbrugerne vil kun opleve minimale prisstigninger, og i Danmark forventes fødevareudgifterne endda at falde.
Ændringer i momssatser kan derfor være en effektiv metode til at fremme sundere og mere klimavenlige kostvaner, samtidig med at de undgår større politiske stridigheder, som fx en CO2-skat kunne udløse.
Flere lande kan dermed opnå både økonomiske og miljømæssige fordele gennem et reformeret momssystem.