Glem alt om fedtede hotdogs, farvestrålende energidrikke og kedelig maskinkaffe. Danmarks største ladeoperatør vender nu op og ned på motorvejens klassiske madkultur.
Torsdag åbnede Clever sin første café i rækken på Egevej 8 i Aabenraa. Caféen er et nytænkende koncept, der sætter en ny standard for mad og drikke på farten, men til samme – eller lavere – priser, som bilisterne kender fra andre motorvejscaféer. Dette fremgår af en pressemeddelelse på Via Ritzau.
“Alt for længe har mad på motorvejen været af tvivlsom kvalitet. Det vil vi ændre med vores caféer. Vi gør op med den klassiske tankstationsjunk og viser, at det sagtens kan lade sig gøre at servere lækker mad og drikke, der både er skabt med omtanke og smager fantastisk,” siger Mette Nøhr, Chief Experience Officer, som har ansvaret for kundeoplevelsen i Clever.
Kvalitetsmenu til priser, hvor alle kan være med
På menuen finder du blandt andet en økologisk croissant til 22 kroner, en klassisk bolle med ost og caféens signaturtoast – lavet med økologisk landbrød fra Jalm&B, skinke fra Spis Min Gris, ost fra Naturmælk og hjemmerørt dijonnaise.
-
-
Kaffeelskere kan glæde sig til nøje udvalgte kaffebønner, ristet specielt til Clever af verdensmestre i brygning fra Prolog. Hver kop brygges med omhu i caféen, og prisen bliver 35 kroner for en café latte. Te-drikkerne får også kræs til ganen med te fra Sing Tehus.
“Vores caféudvalg er skabt med udgangspunkt i vores gæsters behov. De efterspørger mad og drikke, der er hurtig, nem og lækker – uden at gå på kompromis med kvaliteten.
Derfor har vi nøje udvalgt et mindre, men eksklusivt sortiment, der lever op til høje standarder, både når det gælder smag og råvarer. Alt sammen dog til priser, hvor alle kan være med,” siger Mette Nøhr.
I caféen finder man også lækre kvalitetssnacks til den lille sult og tørst, men uden at blive overvældet af udvalget. Der vil blandt andet være frisk frugt og grønt, små chokolader og chokoladebarer, juice og andre kolde drikke.
Fakta om caféen
- Caféen er beliggende ved Clevers lynladestation på Egevej 8 ved motorvej E45 (Rødekro/Brunde)
- Caféen er åben mandag-søndag 07.00-19.00.
- Caféen drives i samarbejde med Food by Coor
- I løbet af 2025 vil Clever etablere nye caféer på lynladestationerne i både Kolding og Odense
- I 2025 vil Clever også opstille toiletbygninger, hvor der også - på de større stationer – vil stå en automat, så elbilisterne kan få kaffe og snacks uden for cafeens åbningstid