Godt nyt: Denne danske virksomhed fortsætter væksten

Topdanmark oplever fortsat positiv vækst, viser regnskabstal for årets første ni måneder. Kundernes tilfredshed med digitale services er samtidig steget.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Topdanmark kommer ud af de første ni måneder af 2024 med et resultat på 1.186 mio. kroner før skat mod 1.067 mio. kroner før skat i samme periode året før.

Den organiske vækst lander på 7,4 procent for årets første ni måneder og 8,0 procent isoleret for tredje kvartal. Væksten er drevet af prisjusteringer, en tilgang af nye kunder og bedre kundefastholdelse.

”Det er rigtig positivt, at vi fortsætter med at levere stærk vækst. Vi har budt mange nye kunder velkommen, og vores kunder vælger at blive hos os i længere tid. Samtidig er vi fortsat med at investere i et mere digitalt Topdanmark for at skabe endnu bedre kundeoplevelser, og vi kan se, at kundetilfredsheden med vores digitale løsninger stiger,” siger Peter Hermann, adm. direktør i Topdanmark.

Det forsikringstekniske nøgletal, combined ratio, der angiver forholdet mellem indtægter og udgifter, ender for årets første ni måneder på 84,2. Topdanmark har i årets første ni måneder samlet haft udgifter for 5,4 mia. kroner til erstatning og udbedring af skader hos kunder.



Stærkere position
I tredje kvartal blev Sampos købstilbud på Topdanmark gennemført, hvilket har muliggjort, at integrationen af forsikringsselskaberne Topdanmark og If, begge ejet af Sampo, er igangsat.

”Jeg ser frem til, at vi bliver en del af Nordens største forsikringskoncern, og at Topdanmark og If er integreret til en samlet enhed, så vi i fællesskab kan skabe et markedsledende forsikringsselskab i Danmark. Sammen står vi stærkere, når vi skal forhandle indkøbsaftaler og mindske vores udgifter til at reparere skader. Vi får også større muskler på IT-området og kan investere endnu mere i digitalisering af forretningen til gavn for vores kunder,” siger Peter Hermann.

Topdanmark er allerede langt fremme med digitalisering og har nået flere milepæle. Topdanmarks nye app har rundet 100.000 downloads, og i den kan mere end 500.000 privatkunder hurtigt få et overblik over deres forsikringer og nemt anmelde en skade. I appen har kunder desuden fået mulighed for at gøre brug af en ny personlig AI-assistent, som på ganske få sekunder kan give svar på spørgsmål ud fra de vilkår, der er gældende for kundens forsikring.

5 nedslag i Q1-Q3 2024:

  • Resultat før skat: 1.186 mio. kroner (Q1-Q3 2023: 1.067 mio. kroner)
  • Bruttopræmier: 9,042 mia. kroner (Q1-Q3 2023: 8,191 mia. kroner)
  • Organisk vækst: 7,4 procent (Q1-Q3 2023: 1,0 procent)
  • Combined ratio inklusive afløb: 84,2 (Q1-Q3 2023: 82,4)
  • Investeringsresultat: 373 mio. kroner (Q1-Q3 2023: 60 mio. kroner)