Pressemeddelelse - Via Ritzau
Som et stort selskab inden for bilforsikring oplever GF Forsikring - ligesom resten af branchen - også et øget antal bilskader og stigende gennemsnitsskader. Men for GF-medlemmerne betyder de stigende skadeudgifter ikke, at priserne er steget. Prisen på bilforsikring er kun steget med den almindelige indeksregulering, og sådan vil det også være i resten af 2025, lyder det nu fra direktionen i det medlemsejede selskab.
-
-
- Trods det stigende antal bilskader har vi både kunnet holde priserne i ro og samtidig have overskudsdeling til medlemmerne. Og selvom skadeudgifterne her i starten af 2025 fortsat er forholdsvist høje, tør jeg godt love, at der fortsat ikke kommer prisstigninger på bilforsikringerne resten af i år, siger Mark Palmberg, adm. direktør hos GF Forsikring.
Medlemmerne er de egentlige ejere
Årsagen er GF Forsikrings forretningsmodel, lyder det videre:
- Målet for os er ikke at tjene mange penge til aktionærer. Vores vigtigste mål er at skabe værdi for vores medlemmer, som i sidste ende er vores ejere. Derfor har vi vægtet både høj medlemstilfredshed og ro omkring priserne meget højt de seneste år, fortsætter han.
- Rigtig mange forbrugere over hele landet vælger os til i denne tid, og væksten er ikke alene drevet af prisen. GF bliver i høj grad valgt til på grund af gode dækninger og vores personlige rådgivning. Men prisen – det at levere værdi for pengene - spiller da en rolle, slutter Mark Palmberg.
Meldingen om priserne på bilforsikring i 2025 kommer på baggrund af årsregnskabet for 2024, som GF Forsikring offentliggør den 8. april.
-
-
GF Forsikring blev stiftet af almindelige danske bilister i 1967 i protest mod de stigende priser på bilforsikring. GF står for "gruppeforsikring" og hed dengang Dansk Auto-Gruppe Forsikring. Målet var at sikre de lavest mulige priser og samtidig dele et eventuelt overskud med medlemmerne igennem de lokale forsikringsklubber. Dette solidariske princip gælder fortsat.