Godt nyt til danskerne: Din elregning kan muligvis blive billigere

Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS, har følgende kommentarer til EU-Kommissionens udspil til en ’Green Industrial Deal’

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Danmark bør følge EU-Kommissionens opfordring og sænke elafgiften. Det mener Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.

”Elafgiften, som i Danmark alt overvejende betales af husholdningerne, hæmmer elektrificeringen og modvirker en ensartet CO2-pris. Derfor er elafgiften dårlig klimapolitik. Derimod bør EU fjerne sin målsætning om at øge energieffektiviseringen, da den heller ikke giver klimapolitisk mening,” siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.

Kommissionens udspil til en ’Green Industrial Deal’ rummer enkelte andre positive elementer, herunder integration af negative udledninger i kvotesystemet, mindre bureaukrati ved udbygning af vedvarende energi, og endnu et forsøg på at sætte gang i energiunionen og sikre energistrømmene over grænserne.

Samlet set er udspillet imidlertid ikke alene utilstrækkeligt, men indeholder alvorlige forvridninger, som vil svække det i forvejen udsatte energimarked i EU.



”EU’s kvotesystem er det mest omkostningseffektive redskab til grøn omstilling, og incitamenterne forringes af øget statsstøtte til energi, handelsrestriktioner, industripolitik samt indgreb i prisdannelsen. Der er særlig grund til at advare imod skjult statsstøtte i form af, at staterne overtager risikoen fra energimarkedet,” siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.

Ifølge analysechefen bygger EU-Kommissionen sin politik på en benægtelse af det oplagte faktum, at grøn omstilling indebærer en omkostning, og at der er en afvejning mellem klimapolitiske ambitioner og billig energi.

”Det er forkert at stille borgere og erhvervsliv i udsigt, at man både kan blæse og have mel i munden. Man kan dog stile efter at gøre omstillingen så billig som muligt - og det vil sige udelukkende gennem CO2-kvotesystemet, uden dobbeltregulering og subsidier,” siger Otto Brøns-Petersen og fortsætter:



”Der er også en gevinst ved at deregulere energimarkederne og sikre en ægte energiunion, herunder at forhindre, at de enkelte lande fører en politik, som svækker det samlede energisystem i Europa. En oplagt vej til mere stabil og billig energi er at stoppe afviklingen af eksisterende kernekraftværker,” siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i CEPOS.

Otto Brøns-Petersen kan kontaktes på 20 92 84 40 for uddybende kommentarer.

Artiklens Tags: