Har du stadig gamle pengesedler liggende? Så skal du læse med her

1.000-kronesedler for 1,4 milliarder kroner er stadig ikke afleveret – og fristen er udløbet

Det lyder som noget fra en film: Der ligger kontanter gemt i skuffer, kagedåser og bankbokse rundt i landet – til en samlet værdi af 1,4 milliarder kroner.

Og det er ikke bare småpenge. Det drejer sig om 1.000-kronesedler, som siden lørdag ikke længere er gyldige som betalingsmiddel.

Størstedelen er fra 2009-serien

Det skriver Nationalbanken i en ny opgørelse.

Det var den 30. november 2023, at Nationalbanken begyndte at kalde de store sedler tilbage. Det gjaldt alle 1.000-kronesedler fra 2009-serien – samt ældre pengesedler helt tilbage fra 1944.

Indtil fristen 31. maj 2025 var det muligt at bruge dem som gyldigt betalingsmiddel. Men mange nåede det ikke. Ifølge Nationalbanken er der stadig sedler i omløb for 1,4 milliarder kroner.



Sedler kan stadig byttes – men kun ét sted

Har du stadig nogle liggende, er det dog ikke for sent.

De ugyldige sedler kan stadig indløses hos Nationalbankens tre indleveringssteder i Aarhus, Odense og København. Det sker i samarbejde med Forex, hvor der er oprettet særlige kasser til formålet.

"Man kan stadig nå det – helt frem til 31. maj 2026," lyder det fra banken.

Gamle sedler forsvinder for altid

Nationalbanken forventer dog ikke, at alle sedler kommer retur.

"Der er tale om ældre sedler, som i flere årtier ikke har været i almindelig cirkulation i butikker og banker," siger hovedkasserer Niels Kaas i opgørelsen og fortsætter: "De kan være gået til, eller de kan blive opbevaret som samleobjekter."

Det vurderes, at sedler for tre milliarder kroner aldrig vil blive indløst – heraf cirka en milliard i 1.000-kronesedler og to milliarder i ældre serier.

Så hvis du har en gammel seddel i skuffen – så er det nu, du skal finde den frem.

Artiklens Tags: