Hovedstadsregionen: Eksporten stiger for disse virksomheder

Andelen af små og mellemstore virksomheder i hovedstadsregionen med eksport er steget fra 18 % sidste år til hele 24 % i 2024. Det viser en undersøgelse fra Erhvervshus Hovedstaden, som bygger på svar fra over 1.000 SMV'er. På trods af geopolitiske spændinger og ustabile forsyningskæder fastholder virksomhederne deres fokus på international handel.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Hovedstadsregionens SMV’er ligger markant over landsgennemsnittet, hvor kun ca. 10 % af de danske virksomheder eksporterer ifølge Danmarks Statistik (2022). Samtidig viser Erhvervshus Hovedstadens undersøgelse, at eksport er blevet en afgørende faktor for vækst og forretning i mange virksomheder.

Forsigtig eksportstrategi trods stigende tal

Mens flere virksomheder eksporterer, er måden, de går til eksport på, under forandring. Færre anvender direkte salg og e-handel sammenlignet med sidste år, mens salg gennem partnerskaber er stigende. Samtidig vælger flere virksomheder at source leverandører tættere på Danmark eller flytte produktionen hjem. Kun få forventer at påbegynde nye eksporteventyr i 2024, hvilket kan være udtryk for en mere forsigtig tilgang blandt SMV’erne, vurderer Katrine Paaby Joensen, administrerende direktør i Erhvervshus Hovedstaden:



Verden er stadig præget af geopolitisk uro, og det kan få nogle, måske især de mindre virksomheder, til at holde igen med investeringer på nye markeder. Men vi kan også se i undersøgelsen, at rigtig mange gerne vil eksport – faktisk hele 10 % af virksomhederne, svarende til 7.500 virksomheder – og det er glædeligt. For eksport er en vigtig løftestang for vækst, ikke kun for virksomhederne, men for hele Danmark.

Nøgletal fra undersøgelsen

  • Manglende ressourcer er stadig den største barriere for virksomheder, der allerede eksporterer. For dem, der endnu ikke eksporterer, handler udfordringen primært om at finde de rette samarbejdspartnere og afsætningskanaler.
  • Over halvdelen af virksomhederne mangler en detaljeret eksportstrategi, selvom dette ofte skaber bedre forudsætninger for succes.
  • Eksporten til Europa er stigende, mens eksport til fjernere markeder er uændret eller faldende.
  • De mest eksporterende brancher er industri, engroshandel og transport samt videnservice.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført i august og september 2024 og bygger på svar fra 1.216 SMV’er i hovedstadsregionen, hvoraf 91 % har 0-10 ansatte.


Artiklens Tags: