Hvorfor er bitcoin steget 25% på bare én måned?

Bitcoin er igen på vej opad, men hvad er det egentlig, der driver prisen så kraftigt op netop nu?

Svækket dollar giver bitcoin medvind

Bitcoin er steget fra ca. 75.000 dollars til 95.000 dollars på bare én måned, en stigning på mere end 25%. Og meget af det skyldes, at den amerikanske dollar er blevet svækket. Faktisk er dollaren faldet med 4% over for euroen den seneste måned og hele 8% siden årsskiftet. Årsagen er blandt andet stigende bekymringer om Trumps nye toldpolitikker og deres konsekvenser for den amerikanske økonomi.

Når dollaren mister værdi, søger investorer ofte mod aktiver, der kan bevare købekraften og her kommer bitcoin ind i billedet. Med sit faste udbud og voksende opbakning fra institutionelle investorer bliver bitcoin set som en digital form for “sikker havn”.

Samtidig sker der typisk det, at når dollaren falder, så stiger risikoappetitten blandt investorer og det gør dem mere villige til at satse på aktiver som bitcoin.



Tech-aktierne trækker bitcoin med op

Derudover har tech-markedet haft en markant optur. Nasdaq-indekset er steget 18% i samme periode, og den generelle optimisme smitter af på bitcoin, som mange stadig opfatter som en teknologisk innovation, ikke bare en valuta.

Investorerne virker til at se ud over de kortsigtede toldtrusler og i stedet fokusere på fremtidig vækst, både i tech og i digitale aktiver. Det har givet bitcoin medvind, mens flere mindre kryptovalutaer som XRP og ADA halter bagefter.

Bitcoin fører an i krypto-rallyet

Når markedet for krypto varmer op, er det næsten altid bitcoin, der trækker først. Kapitalen strømmer typisk ind i bitcoin, før den spreder sig til andre coins. Det forklarer også, hvorfor bitcoin i denne omgang klarer sig bedre end mange af de mindre kryptovalutaer.



Kan det fortsætte?

Flere finansinstitutioner vurderer, at dollaren kan falde yderligere 15-20% over de kommende år. Hvis det sker, vil bitcoin stå endnu stærkere som et værn mod valutaforringelse.

Samtidig nærmer vi os det magiske niveau på 100.000 dollars og bryder bitcoin den grænse, kan der komme endnu mere fart på. Den nuværende rekord ligger omkring 109.000 dollars, og mange spekulerer på, om den snart bliver slået.

Se kilden til indholdet her.

Artiklens Tags: