I morgen går det løs: 38 millioner til renoveringer

Danske boligejere har nu chancen for at få økonomisk støtte til energiforbedringer – men det gælder om at være hurtig.

Energiforbrug og bæredygtighed fylder mere og mere i danske boligejeres bevidsthed.

Med stigende energipriser og et øget fokus på klimaet vælger flere at energirenovere deres hjem for at gøre dem mere effektive og miljøvenlige.

Men energirenoveringer kan være en dyr affære, og derfor er det en god nyhed, at Energistyrelsen snart åbner for en ny runde af den populære energirenoveringspulje.

Her kan boligejere søge om tilskud til grønne forbedringer i hjemmet – og i år er puljen større end nogensinde.

Flere boligejere kan få del i puljen

Fra den 19. februar kan boligejere igen ansøge om tilskud til energiforbedringer gennem Energirenoveringspuljen.

Sidste år var det kun boliger med energimærkning E, F eller G, der kunne søge, men i år udvides ordningen til også at omfatte boliger med energimærkning D.

Det betyder, at yderligere 170.000 husstande nu får mulighed for at få økonomisk støtte til blandt andet nye vinduer eller bedre isolering.



"Vi udvider muligheden for at få tilskud fra Energirenoveringspuljen, så den også gælder boliger med energimærke D. Flere end dobbelt så mange boliger som i dag vil fremover kunne få skiftet vinduer eller blive bedre isoleret med penge fra puljen," udtaler Iben Møller Søndergård, vicedirektør i Energistyrelsen, i en pressemeddelelse

Det skriver Ekstra Bladet.

Hurtighed er afgørende

Puljen uddeles efter først til mølle-princippet, hvilket betyder, at dem, der søger tidligt, har størst chance for at få del i midlerne.

Blandt de mest populære projekter, som boligejere søger tilskud til, er energivenlige vinduer. Den øgede interesse har allerede skabt travlhed i branchen.

"Når der er ansøgt for alle de midler i puljen, lukkes ansøgerportalen. Der plejer at være tryk på, når puljen åbner, og i år med over dobbelt så mange potentielle ansøgere er det med at være hurtig. Siden det blev offentliggjort, at endnu flere kan søge i år, har vi rådgivet rigtig mange kunder i forhold til, hvad man skal være opmærksom på, hvis man vil søge tilskud til energivinduer," udtaler Jesper Johansson, salgsdirektør hos Sparvinduer, i en pressemeddelelse.

Forberedelse er nøglen til succes

For dem, der vil søge, er det vigtigt at være godt forberedt.

Dokumentation og energimærkning skal være på plads, og man bør undersøge, hvilke projekter der giver det bedste afkast både økonomisk og energimæssigt.

Med 38 millioner kroner i puljen er der mange penge på spil, men kun de hurtigste og bedst forberedte boligejere vil få glæde af tilskuddet.