Joe & The Juice sætter rekord: Klar til at fordoble antallet af butikker

Med en vækst på 17 procent og overskud i milliardklassen går den danske kæde ind i en ny æra.

Den danske kæde Joe & The Juice har aldrig haft et stærkere år. Det viser selskabets årsregnskab for 2024, hvor både omsætning, overskud og antallet af butikker stiger markant.

Ifølge ledelsen er det kun begyndelsen.

Rekordår med milliardvækst

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af regnskabet, som viser, at omsætningen steg til 2,8 milliarder kroner – en stigning på 17 procent sammenlignet med året før.

Driftsresultatet landede på 131,5 millioner kroner, og nettoresultatet gik fra et underskud på 107,8 millioner i 2023 til et overskud på 143,3 millioner kroner i 2024.

"Tallene taler deres sikre og tydelige sprog: JOE har aldrig stået stærkere – men i virkeligheden er vi først lige begyndt,"
siger administrerende direktør Thomas Nørøxe i en pressemeddelelse.

"Vi lykkes virkelig godt med vores strategi om at drive JOE & THE JUICE til robust og profitabel vækst."



Digital vækst og globale ambitioner

Butiksnetværket er vokset med ni procent, og kæden driver nu 397 butikker i 20 lande. 324 af dem er ejet direkte af selskabet, mens 73 drives af franchisetagere – primært i Asien.

Samtidig er det digitale salg i kraftig fremgang. Hele 33 procent af omsætningen i 2024 kom fra enten selskabets egen platform eller leveringstjenester som Wolt og Uber Eats.

"Kernen af JOE & THE JUICE’s succes er vores fantastiske og engagerede medarbejdere,"
siger Thomas Nørøxe og roser især juicere og bar managers for at bære kulturen ud til kunderne.

Klar til 1.000 butikker

Kapitalfonden General Atlantic trådte ind som ejer i 2023 og gennemførte en kapitaludvidelse, som har givet virksomheden ny økonomisk styrke.

Med et forbedret gældsgrundlag og en EBITDA-margin på 20 procent, ser Joe & The Juice nu frem mod næste fase.

"Vores ambitioner for fremtiden er tårnhøje, og i mine øjne er der ingen tvivl: JOE & THE JUICE træder ind i en ny æra med den vellykkede turnaround,"
siger Thomas Nørøxe.

"Vi slipper ikke speederen, men fokuserer på vores strategi, der efter planen skal føre os mod 1.000 butikker inden for de næste tre til fire år."

Efter et år med rekordregnskab og global fremgang er Joe & The Juice nu positioneret som en af Danmarks mest succesfulde foodservice-eksporthistorier.

Artiklens Tags: