Pressemeddelelse - Via Ritzau
Den 8. december kl. 12-15 slår Lauritz.com dørene op for eftersynet til julens klassiske auktion og byder samtidigt indenfor til julehygge, levende musik og godt samvær.
Til tonerne af behagelig jazzmusik trakterer filialchef Birgitte Roepstorff og de øvrige medarbejdere i auktionshuset med lidt at spise og drikke alt imens de besøgende kan se nærmere på de emner, der kommer under hammeren, når Lauritz.com torsdag den 12. december afholder årets sidste Klassisk Auktion i lokalerne i Hørsholm. Kombinationen af forauktion, som det hedder i branchen, og julehygge er noget nyt for Lauritz.com, men sådan skal det helst ikke blive ved med at være.
-
-
”Vi glæder os til at byde lokale og, hvem der ellers måtte have lyst til at kigge forbi, indenfor. Det nye Lauritz er funderet i Hørsholm og udspringer af auktionshuset her, så vi vil gerne være en endnu større del af lokalmiljøet. Vi håber, at julearrangementet her kan blive en tilbagevendende tradition, som folk vil dukke op til enten bare for at hygge og nyde samværet eller fordi de interesserer sig for den kunst og det design, der bliver solgt på auktionen”, siger Birgitte Roepstorff.
Kommer man primært af den sidste årsag vil der være mulighed for at se på klassiske værker af fx L.A. Ring, Peder Mønsted og Franciska Clausen, samt mere nutidige navne som Kurt Trampedach, Rita Kernn-Larsen, Wilhelm Freddie og den unge komet Jack Kabangu. Man kan også opleve designklassikere fra fx Børge Mogensen samt sjældenheder af Finn Juhl og William Watting og finde julegaver blandt smykker, ure og brugskunst af blandt andre Henning Koppel, Alev Siesbye og Gertrud Vasegaard.
-
-
Arrangementet finder sted d.8.12. kl. 12-15 hos Lauritz.com i Hørsholm, Ved Klædebo 17, 2970 Hørsholm.
For yderligere spørgsmål kontakt filialchef Birgitte Roepstorff på [email protected] eller på tlf.+45 2445 8517.