Just Eat kan få nye ejere: Investeringsgigant byder 30 milliarder

Hvis handlen går igennem, kan Just Eat blive en del af verdens fjerdestørste madudbringningskoncern.

Madudbringningstjenesten Just Eat, der blev grundlagt i Danmark i 2001, kan snart få nye ejere.

Det hollandske investeringsselskab Prosus har afgivet et købstilbud på Just Eat Takeaway.com, som siden 2020 har været børsnoteret i Amsterdam.

Milliardbud på Just Eat

Ifølge en fondsbørsmeddelelse fra Prosus lyder tilbuddet på 20,30 euro per aktie, hvilket svarer til en præmie på 49 procent i forhold til den gennemsnitlige aktiekurs de seneste tre måneder. Samlet set værdisættes Just Eat Takeaway.com til 4,1 milliarder euro – over 30 milliarder danske kroner.

Det skriver Ekstra Bladet.

Prosus ejer i forvejen store aktieposter i madudbringningstjenester som Delivery Hero, Swiggy og Meitan, og har desuden kontrol over iFood, Latinamerikas førende platform i branchen.



Planer om vækst i Europa

Administrerende direktør for Prosus, Fabricio Bloisi, ser et stort potentiale i Just Eat Takeaway.com:

"Vi tror, at vi ved at kombinere Prosus’ stærke tekniske og investeringsmæssige styrker med Just Eat Takeaway.com's førende brandposition i vigtige europæiske markeder vil skabe betydelig værdi for vores kunder, chauffører, partnere og aktionærer," siger han i en pressemeddelelse.

Just Eat Takeaway.com har sin primære omsætning fra europæiske markeder som Storbritannien, Tyskland og Holland. En eventuel overtagelse af selskabet vil styrke Prosus’ position i den europæiske madudbringningssektor, hvor konkurrencen er intens.

Just Eats danske rødder

Just Eat blev oprindeligt stiftet i Danmark af iværksætteren Jesper Buch og en række andre medstiftere i 2001. Jesper Buch solgte sine sidste aktier i selskabet i 2011, og Just Eat flyttede hovedkontoret til Storbritannien i 2006 for at ekspandere internationalt.

I 2020 fusionerede Just Eat med hollandske Takeaway.com og blev til Just Eat Takeaway.com, som i dag er børsnoteret i Amsterdam.

Om Prosus’ købstilbud bliver accepteret af aktionærerne, er endnu uvist. Hvis handlen går igennem, vil det markere en ny æra for Just Eat – nu under kontrol af en af verdens største spillere inden for online madbestilling.