Rygterne om et sensationsskifte i Formel 1 vil ikke dø.
Nu skriver flere internationale medier, at Aston Martin har tilbudt Max Verstappen en kontrakt til en værdi af svimlende 2 milliarder kroner – hvis han altså vælger at forlade Red Bull.
En historie, der nægter at dø
Allerede tidligere skrev The Daily Mirror, at Aston Martin var klar med et endnu større bud – helt op til 9 milliarder kroner.
Det blev dog hurtigt afvist af begge parter.
Men nu melder The Independent, at der alligevel ligger et konkret tilbud på bordet til den tredobbelte verdensmester.
Tilbuddet hænger angiveligt sammen med en såkaldt performance-klausul i Verstappens kontrakt – en klausul der potentielt kan frigøre ham fra Red Bull, hvis holdet ikke lever op til visse krav.
-
-
Saudi-arabiske milliarder i spil
Ifølge italienske La Gazzetta dello Sport er det den saudiske investeringsfond PIF, der står bag buddet – via deres sponsorat af Aston Martin gennem oliegiganten Aramco.
Officielt afviser Aston Martin dog at kommentere på rygterne.
"Vores fokus er at levere pålidelige og konkurrencedygtige biler til vores racerkørere. Når vi gør det, leverer de gode resultater," lyder det fra en talsperson ifølge The Independent.
Red Bull er nervøse
Hos Red Bull har spekulationerne skabt uro.
Holdets rådgiver Helmut Marko har selv indrømmet, at man er i tvivl om, hvorvidt man kan holde på Verstappen i længden.
Hollænderen er kendt for sin loyalitet over for Marko – men også for sin vindermentalitet og vilje til at tage karrieren til nye højder.
Verstappen: Jeg arbejder bare videre
Max Verstappen selv holder sig på måtten – i hvert fald officielt.
"Jeg fortsætter med at arbejde og forbedre bilen, og vi bliver ved med at udvikle nye ideer, der kan afprøves, men konkurrencen er hård," sagde han efter det seneste løb i Saudi-Arabien.
En rekordstor kontrakt, en tvivlsom fremtid i Red Bull og saudiske milliarder i kulissen – Formel 1-sæsonen 2025 kan byde på langt mere drama uden for banen end på asfalten.