Kæmpe beløb: Så mange penge skal styrke forskning i udsatte børn og unge

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt midler til 10 nye forskningsprojekter.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Hvilke strukturer på arbejdsmarkedet bidrager til at ekskludere unge med psykiatriske diagnoser?

Er anbringelse uden for hjemmet årsag til negative følger senere i livet?

Hvilke juridiske og digitale barrierer forhindrer udsatte børn og unges deltagelse i den digitale velfærdsstat?

Det er et udpluk af de spørgsmål, som de 10 nye forskningsprojekter vil forsøge at komme til bunds i.

Læs casen: Hvad ved vi om barnets liv under lang tids skolefravær?

Projekterne er blevet nøje vurderet og behandlet af fondens tematiske udvalg, DFF | Tematisk forskning – Udsatte børn og unge, mistrivsel, ensomhed og ældreforskning.



»Der er kommet rigtig mange kvalificerede ansøgninger ind, og konkurrencen har været hård. Forskningsprojekterne er af høj kvalitet, og de dækker også forskellige metoder og perspektiver på udfordringerne, hvilket er en klar styrke for dansk forskning, « siger Mattias Strandh, formand for det tematiske udvalg.

Udvalget har i samme ombæring uddelt midler til forskningsprojekter under ’Ældreforskning’ og ’Forskning i ensomhed’, som fonden offentliggør i løbet af de kommende dage.

Find alle forskningsprojekterne under ’Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge samt mistrivsel’ her.

De nye forskningsprojekter skal understøtte kapacitetsopbygningen på området, sikre styrket koordination af den praksisnære forskning og bidrage til øget viden om årsagssammenhænge.

»Med den store interesse for puljen, og de mange stærke forskningsprojekter, der er blevet sendt ind, er der god mulighed for at opbygge kapaciteten inden for forskning i mistrivsel og udsatte børn og unge. Der er ingen tvivl om, at det er et vigtigt forskningsområde, og derfor glæder det mig, at vi kan bidrage til at dække det brede forskningsbehov på området, « siger Søren Serritzlew, formand for bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond.

Fakta om uddelingen af ’Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge samt mistrivsel’

Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget i alt 61 ansøgninger, og der er uddelt 29,5 millioner kroner til 10 projekter. Succesraten er 16 % målt på antal ansøgninger.

Programmet ’Styrkelse af forskning i udsatte børn og unge samt mistrivsel’ er en del af de tematiske uddelinger, som er en politisk, strategisk satsning inden for et bestemt tema, som er åbent for bidrag fra alle videnskabelige områder, der kan bidrage med viden til temaet.

Tematisk forskning fungerer som et supplement til den frie, uafhængige forskning, der er baseret på forskernes egne nysgerrighedsdrevne initiativer.

Danmarks Frie Forskningsfond har siden 2018 udmøntet forskningsbevillinger inden for politisk fastsatte temaer, som er finansieret ved årlige politiske aftaler om fordeling af forskningsreserven.

Der tages forbehold for ændrede bevillingsbeløb og antal bevillinger ved den kommende administrative gennemgang.

Artiklens Tags: