Kræftens Bekæmpelse: Millionstøtte til forebyggelse af kræft

Kræftens Bekæmpelse har netop uddelt midler fra den første pulje i Prevention Lab. Læs om de syv projekter, der alle vil knække koden til forebyggelse af kræft.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Ansøgninger fra hele landet er strømmet ind de seneste måneder. Ud af i alt 46 projekter er syv banebrydende projekter nu udvalgt til at modtage støtte fra Kræftens Bekæmpelses nye forebyggelsespulje, Prevention Lab.



Prevention Lab er finansieret af indsamlede midler fra Knæk Cancer 2023, og giver nu en økonomisk indsprøjtning til projekter rundt omkring i landet takket være befolkningens støtte.

Projekterne tænker forebyggelsen af kræft i Danmark på en helt ny måde, forklarer Tine Curtis, forperson for Prevention Labs bedømmelsesudvalg.

- Vi er stolte af at støtte syv projekter, som repræsenterer en bred vifte af nytænkende løsninger inden for kræftforebyggelse. Der er tale om projekter, hvor forskere samarbejder med praksis i kommuner eller på sygehuse. Vi tror på, at de har potentiale til at gøre en væsentlig forskel for folkesundheden, siger hun.

Projekterne er udvalgt af et eksternt bedømmelsesudvalg med eksperter inden for innovation, kunstig intelligens og teknologi, folkesundhed, praksisnær forskning og ulighed i sundhed.



Nye og forskellige veje til forebyggelse af kræft

De udvalgte projekter spænder bredt i deres tilgang til forebyggelse: fra digitale selvtests til brug af kunstig intelligens og kulturelt tilpassede sundhedsindsatser.

- Vi skal turde at gå nye veje og afprøve nye metoder, hvis vi skal forbedre kræftforebyggelsen. De udvalgte projekter adresserer den enorme ulighed i sundhed, udforsker nye teknologier og vil beskytte vores børn og unge mod skadelig markedsføring. Projekterne er med til at udvikle nye tilgange, som kan komme hele befolkningen til gode, tilføjer Tine Curtis.

Kræftens Bekæmpelse har afsat 25 mio. kr. i perioden 2024 til 2027 og uddeler midler til projekter tre gange over de kommende år.

Her er de syv projekter, der får støtte

Dyk ned i de 7 projekter, der alle har et mål om at forebygge kræft på nye måder.

Digitale selvtests styrker alkoholforebyggelsen

Alkohol er kræftfremkaldende, og omkring 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug. Samtidig er et højt forbrug af alkohol tabubelagt og svært at tale om for både borgere og sundhedspersonale. Forskning tyder på, at det at teste egne alkoholvaner kan motivere til at drikke mindre alkohol.



Projektet vil ved hjælp af digitale selvtests på QR-koder i biblioteker, lægepraksis og genbrugsstationer motivere borgere til at reflektere over - og reducere - deres alkoholforbrug. Projektet i Vejle Kommune viser lovende potentiale, da det både er billigt, effektivt og nemt kan overføres til andre kommuner.

Hvem får støtten: Vejle Kommune i samarbejde med VIVE.



HPV-vaccinen rykker ud på skolerne

HPV-vaccinen beskytter mod flere typer af kræft og tilbydes gratis til alle børn og unge i Danmark. Dog viser statistikken, at færre børn med etnisk minoritetsbaggrund bliver vaccineret.

HPV-vaccinationstilbud på skoler i Aarhus skal få flere børn med etnisk minoritetsbaggrund vaccineret. Projektet bruger informationskampagner og vaccination i skoletiden for at forebygge og teste, om det kan bruges i hele landet. Resultaterne vurderes gennem interviews og dataanalyser.

Hvem får støtten: Aarhus Universitet i samarbejde med Odense Universitetshospital.

Mammografiscreening med kunstig intelligens forudsiger individuel risiko

Brystkræft er den kræftsygdom, som flest kvinder i Danmark rammes af. Risikoen for at få brystkræft varierer fra kvinde til kvinde og afhænger af bl.a. genetik og miljø. Men de nuværende screeningsprogrammer tager ikke højde for disse individuelle risici.



Aarhus Universitetshospital vil undersøge, hvordan man ved brug af kvindens mammografi-billeder og kunstig intelligens kan forudsige individuel risiko for brystkræft.


Projektet arbejder på at tilpasse screeningsintervaller til den enkelte, så kræft kan findes tidligere og ressourcer bruges bedre.

Hvem får støtten: Aarhus Universitetshospital i samarbejde med Lund Universitet og Københavns Universitet.

AI finder skadelig reklame for usund mad til børn

Børn ser i stigende grad digitale reklamer for usund mad og drikke med meget fedt, salt og sukker. Det kan føre til usunde madvaner og overvægt og dermed øget risiko for kræft. Fordi reklamerne er målrettede og komplekse, især på sociale medier, er det svært at begrænse deres påvirkning på børnene.

Projektet bruger den AI-drevne app SCANNER til at undersøge børns eksponering for reklamer for usund mad og drikke. Undersøgelsen skal hjælpe med at skabe sundere digitale miljøer for børn og sikre bedre regler mod skadelig markedsføring.



Hvem får støtten: Steno Diabetes Center Copenhagen i samarbejde med Deakin University og Syddansk Universitet.



Samskabelse om tidlig opsporing af kræft blandt mænd med anden etnisk baggrund end dansk

Mænd med etnisk minoritetsbaggrund deltager sjældent i nationale screeningsprogrammer for kræft. Det skyldes bl.a. manglende tillid til sundhedsvæsenet og dårlig adgang til information. Når færre deltager, opdages kræft senere, og det skaber ulighed i sundhed.



Projektet vil med kulturelt målrettede indsatser, der skabes sammen med de etniske mænd, få flere til at deltage i kræftscreening. Det bygger videre på tidligere initiativer rettet mod etniske kvinder, hvor flere etniske kvinder med succes blev engageret i at deltage i sundhedsundervisning og screening.

Hvem får støtten: Regionshospitalet Randers i samarbejde med Aarhus Universitetshospital.

Ny metoder - kræftdiagnoser og overvægt

Over halvdelen af den voksne befolkning har overvægt. Ved visse kræftformer er det påvist, at personer, der har overvægt, får deres diagnose senere end personer, der ikke har overvægt. Forsinkelsen kan både skyldes patientens tøven med at søge læge og fagfolks fejltolkning af symptomer. Jo senere kræften bliver opdaget, jo sværere er sygdommen at behandle.



På basis af journalgennemgange og interviews vil projektet afdække barrierer for hurtig diagnostik, samarbejde om at identificere nye metoder til hurtig diagnostik og implementere dem i praksis.

Hvem får støtten: Esbjerg og Grindsted Sygehus, Syddansk Universitetshospital 



Forebyggelse af kræft hos mænd, der har sex med mænd

Forekomsten af analkræft er stigende, særligt i højrisikogrupper blandt mænd, der har sex med mænd. Manglende screening hos mændene resulterer i forsinket diagnose og højere dødelighed.



Et bredt funderet dansk studie, der følger disse udvalgte mænd over tid, skal afprøve en ny HPV-baseret screening blandt mændene. Projektet ønsker at reducere forekomsten af analkræft gennem tidlig opsporing og målrettet forebyggelse.

Hvem får støtten: Sygehus Lillebælt, Syddansk Universitetshospital i samarbejde med Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital, Hvidovre Hospital og Aarhus Universitetshospital.

Fakta om Prevention Lab

Prevention Lab er Kræftens Bekæmpelses nye forebyggelsespulje.

Puljen støtter praksisnære projekter, der giver nye indsigter i, hvordan man kan leve sundere og mindske risikoen for kræft.


Læs mere om Prevention Lab og bedømmelsesudvalget her

Artiklens Tags: