Denne uge er endnu en tragisk og forfærdelig milepæl nået. Siden konfliktens udbrud i Sudan for 19 måneder siden, er mere end 3 millioner mennesker blevet tvunget til at flygte ud af landet for at søge sikkerhed i nabolandene og længere væk, viser de nyeste tal fra UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation.
Dermed er det samlede antal af mennesker tvunget på flugt fra grusomhederne i landet nu nået op på 11,5 millioner.
Det har været halvandet halvt år med ubeskrivelig lidelse, brutale grusomheder og udbredte menneskerettighedskrænkelser. Hvert minut bliver tusinder af liv ødelagt af krigen og volden, langt væk fra verdens opmærksomhed.
Traumatiske oplevelser og menneskerettighedskrænkelser
Antallet af mennesker, der flygter fra Sudan, har nået et niveau, der ikke er set siden starten af konflikten i april 2023. Alene i oktober ankom omkring 60.000 sudanesere på flugt til Tchad efter optrapning af de voldelige kampe i Darfur-regionen i Sudan.
De ankommer i forfærdelige tilstande, bærende på intet andet end de grusomme og forfærdelige minder om den vold, de har overlevet – oplevelser, som ingen bør gennemgå.
-
-
Civile betaler den højeste pris i denne voldelige konflikt. De, der har formået at flygte til Tchad, har fortalt om grusomhederne: folk terroriseres, huse bliver plyndret, mennesker og dyr bliver dræbt.
Mange er blevet tvunget til at se på, mens deres kære er blevet myrdet for øjnene af dem. Folk er blevet udsat for angrebet alene på grund af deres etnicitet. Mænd og drenge er blevet dræbt og deres kroppe brændt. Kvinder er blevet voldtaget under flugt. Mange husker de kroppe, de så ligge livløse og forladte langs vejen, mens de flygtede ad en farlig og umenneskelig rute mod sikkerhed.
Et chokerende højt antal på 71 procent af de mennesker, der er flygtet til Tchad, rapporterer, at de har oplevet og overlevet menneskerettighedskrænkelser i Sudan under flugten. Mange lider af traumer, og familier er i chok og lever stadig i frygt, selvom de er i sikkerhed.
Der er akut brug for støtte og hjælp
Landene i regionen gør deres del for at hjælpe, men behovet for hjælp – i mange af de lande, der åbner deres grænser for mennesker på flugt – er enorme og var det allerede i forvejen. Nabolandene til Sudan føler pressede; nationale ydelser og faciliteter kan ikke følge med det store antal af flygtninge, der kommer til.
Tchad er blevet en livline og et tilflugtssted for mere end 700.000 sudanesiske flygtninge – de fleste af dem kvinder og børn – der er blevet tvunget fra deres hjem, siden den brutale konflikt brød ud i Sudan forrige år. De skal lægges til de mere end 400.000 sudanesiske flygtninge, der i forvejen levede i landet, hvilket bringer den samlede sudanesiske flygtningebefolkning i Tchad op på over 1,1 millioner – det højeste antal i landets historie.
Den tchadiske by Adre var tidligere en lille by på grænsen til Sudan med omkring 40.000 indbyggere – men på blot halvandet år er dens befolkning blevet seks gange større, og området huser nu 230.000 sudanesiske flygtninge, som er tvunget til, ofte i flere måneder, at leve under barske forhold, mens de venter på at blive flyttet til andre og mere sikre steder i landet.
På trods af anstrengelser er sundhedsvæsenet presset til det yderste med kun én læge for hver 24.000 patienter – langt over hvordan det normalt er i nødsituationer, hvor én læge maksimalt bør dække 10.000 mennesker. Adgang til vand er utilstrækkelig. Uddannelse er stadig en topprioritet for familier, men de fleste børn har været ude af skolen i næsten to år. Mad i Sudan er knap, og flere børn er alvorligt underernærede, når de krydser grænsen undervejs på deres flugt.
Nabolande gør, hvad de kan for at hjælpe
Andre nabolande, som Egypten – der er det største værtsland med 1,2 millioner nye sudanesiske flygtninge ifølge de nyeste regeringsoplysninger – har gjort en ekstraordinær indsats og giver folk mulighed for at flygte dertil og finde sikkerhed. De sørger for, at børn kan gå i skole, giver mennesker på flugt adgang til arbejdsmarkedet og mulighed for at starte nye virksomheder, så de kan bidrage til de samfund, der huser dem.
Etiopien opretter bosættelser med støtte fra donorer og styrker eksisterende sociale ydelser for sudanesiske flygtninge og dem, der huser dem, mens Uganda giver de nyankomne mulighed for at bruge deres uddannelse og færdigheder til at styrke de lokale økonomier.
I Den Centralafrikanske Republik har sudanesiske flygtninge fået tildelt jord, som de kan dyrke afgrøder på, mens lokale samfund i Libyen – herunder sudanesere, der har været i landet i mange år – har vist solidaritet og støtte til titusindvis af nyankomne sudanesiske flygtninge.
Blandt de 3 millioner mennesker, der er flygtet fra volden i Sudan, er 650.000 vendt tilbage til deres hjemland, Sydsudan, som de tidligere er flygtet fra på grund af konflikt, vold og forfølgelse. De vender tilbage til et ekstremt skrøbeligt land med enorme humanitære behov. Ikke desto mindre arbejder vi i UNHCR sammen med myndighederne og udviklingsaktører for at forbedre forholdene i de samfund, der modtager dem.
Situationen i Sudan og omegn er en af de største nødsituationer i verden, men samtidig er den blandt de mindst underrapporterede og underfinansierede.
Uden betydelig finansiel støtte fra det internationale samfund vil social samhørighed og regional stabilitet blive truet, og millioner af mennesker vil fortsætte med at lide. I UNHCR har vi kun fået 29% af de 1,5 milliarder dollars, vi estimerer, der er nødvendig, for at kunne give den beskyttelse og hjælp, der er behov for.