Mette Frederiksen og co. får rekordstor lønstigning - så meget får de

Mette Frederiksen og co. får rekordstor lønstigning – samtidig med at danskerne strammer budgetterne.

Mens mange danskere kæmper med højere renter, elpriser og fødevareudgifter, er der en gruppe, som har grund til at smile ekstra bredt 1. maj.

Ministrene i regeringen har nemlig givet sig selv den største lønstigning i mindst 10 år.

Det skriver Ekstra Bladet.

Mere end en fuld folkepension

Statsminister Mette Frederiksens månedsløn er siden sidste forår steget med over 17.000 kroner om måneden – hvilket er mere end hele den maksimale Arne-pension, der ligger på omkring 15.000 kroner.

Hendes samlede årsløn er nu oppe på næsten 2 millioner kroner.

De øvrige 24 ministre i regeringen følger trop, med lønstigninger på mellem 143.000 og 207.000 kroner.

Samtidig er den samlede ministerløn i Danmark steget fra 33 til 40 millioner kroner på ét år – en stigning på over 20 procent.



“Helt på månen”

Kritikken fra oppositionen lader ikke vente på sig.

Enhedslistens Pelle Dragsted kalder det “ekstrem frås” og siger:

“Det virker grotesk. Vi er i en tid, hvor rigtigt mange danskere må vende hver en krone.”

Også DanmarksDemokraternes Peter Skaarup undrer sig:

“Det er da helt på månen, at statsministeren nu giver sig selv en stor lønstigning. Vi skulle hellere prioritere pengene til de regninger, der står i kø.”

Derfor får de mere i løn

Lønstigningen er resultatet af to ændringer:

  1. Den gamle lønnedgang fra 2011 er fjernet
  2. Reguleringsprocenten er hævet til hele 7,4 % i 2025

Begge dele betyder, at ministerlønnen automatisk stiger, fordi den følger lønudviklingen i det offentlige.

Ifølge Finansminister Nicolai Wammen er “tiden kommet til ikke længere at forlænge den gamle beslutning.”

Forhandlinger trækker ud

Selvom det blev meldt ud i 2023, at man ville tage en bred politisk diskussion om politikernes vilkår, er der ifølge Dragsted “ikke sket noget som helst”.

Samtidig henviser både Statsministeriet og Udenrigsministeriet til Finansministeriet, når pressen spørger, hvad Mette Frederiksen og Lars Løkke selv mener om deres lønhop.