I kampen for at holde madbudgettet nede kigger mange danskere mod mængdetilbud i supermarkedet.
Men nye forskningsresultater fra Københavns Universitet viser, at de populære “2 for X kr.”-tilbud ofte gør det stik modsatte af, hvad de lover.
De øger ikke kun forbruget – de skaber også mere madspild.
Resultatet er entydigt
I samarbejde med otte svenske supermarkeder har to forskere analyseret 43.000 køb af friske grøntsager og undersøgt, hvordan forskellige tilbud påvirker kundernes valg – og deres skraldespand.
Resultatet er entydigt: Når kunder bliver mødt af et mængdetilbud, køber de i gennemsnit 20 procent mere. Men meget af maden bliver aldrig spist – den ryger direkte ud.
Det fremgår af denne pressemeddelelse fra universitetet.
-
-
"Vi handler på autopilot"
Ifølge lektor Christina Gravert tolker vi ofte et tilbud som en anbefaling – og derfor vælger vi det som standard.
“Det føles nemmere at tage to end at overveje, om vi faktisk har brug for det,” siger hun og understreger, at det særligt gælder letfordærvelige varer som grøntsager.
Sammen med kollegaen Milica Mormann testede hun også to simple løsninger: visning af normalprisen og en venlig påmindelse som “Jeg kommer gerne med hjem, hvis du spiser mig.”
Begge tiltag mindskede salget med op til 11 procent – uden at ændre prisen.
Supermarkederne opfordres til at tænke sig om
Forskerne peger på, at supermarkeder har stor indflydelse og bør tage ansvar. Hvis ikke de frivilligt ændrer praksis, foreslår de politisk regulering.
“Drop mængdetilbud på letfordærvelige varer. Brug nudging i stedet,” lyder opfordringen.
For danskerne kan det være en god idé at spørge sig selv næste gang: Har jeg brug for to – eller er én nok?