Nu bliver din bøf varesikret: Supermarkeder sætter alarmer på kød

Stigende butikstyverier tvinger dagligvaregiganter til at tage utraditionelle midler i brug

Når du næste gang lægger en dyr bøf i kurven, kan det være med alarmmærke.

I takt med at priserne på mad er stukket af, og antallet af butikstyverier er steget markant, tager flere danske supermarkeder nye metoder i brug for at beskytte varerne.

Bøffer og Bordeaux i farezonen

Det skriver B.T., som har talt med både Coop og Salling Group om de nye sikkerhedsforanstaltninger.

Hos Coop, der driver blandt andet SuperBrugsen, Kvickly og 365discount, bekræfter man, at det ikke længere kun er dyr vin og spiritus, der bliver sikret. Også udskæringer af oksekød er nu i tyvenes søgelys.

"Det gælder også anvendelsen af tyverialarmer, hvor vi blandt andet sikrer spiritus og dyre varer i vinafdelingen samt dyre udskæringer af oksekød," udtaler Coops senior kommunikationsrådgiver Jacob Lassen.



Mærkbar stigning i butikstyverier

Coop står ikke alene. Også Salling Group, som ejer Netto, Føtex og Bilka, har netop indført alarmer på specifikke kødstykker i udvalgte butikker.

Baggrunden er tydelig: Ifølge B.T. er der sket en fordobling i anmeldelser af butikstyverier på bare tre år.

"Vi er desværre nødsaget til at sikre andre typer detailvarer end for 10 år siden," forklarer Jacob Lassen.

Også chokolade er i farezonen

Det er ikke kun bøffer og Bordeaux, der frister butikstyvene. Chokolade – især fra mærker som Marabou – bliver også i stigende grad varesikret.

Ifølge Coop kan det derfor "ikke afvises, at mindre varer, som for eksempel chokolade, bliver varesikret for at undgå tyveri."

Det kan altså være slut med at hive en Marabou-plade op af kurven uden et bip i kassen – især hvis du handler i København, hvor Føtex på Nørrebrogade allerede har indført alarmmærkning på chokolade.