Ny prisstigning: Særligt disse dagligvarer bliver dyrere

Det startede med 'luksusvarer' - Nu stiger priserne igen

Det er kun lige blevet mandag, men danske forbrugere må igen forberede sig på markante prisstigninger på fødevarer i den kommende tid.

Ifølge chefanalytiker Palle Jakobsen fra Agrocom er der udsigt til højere priser på en lang række dagligvarer, særligt kornprodukter og kød.



Han peger særligt på hvede, majs og foderkorn som eksempler på råvarer, der vil opleve betydelige prisstigninger.

Det skyldes, at stigende produktionsomkostninger og udbudsmangel driver priserne opad.

Fødevareproducenterne vil dermed stå over for højere indkøbspriser, hvilket uvægerligt vil afspejle sig i supermarkedernes priser.

Når vi har et højprismarked, hvor produktionen ikke er gået i vejret, så kommer vi ind i en mangelsituation, siger Palle Jakobsen til B.T.

Forventet stigning

Mens råvarepriserne kan fordobles, vil prisstigningerne for forbrugerne være mere moderate.

Ifølge Palle Jakobsen kan vi forvente generelle prisstigninger på fødevarer i størrelsesordenen 10 til 20 procent.

Nogle vil være 30 procent, andre på otte, vurderer han.

Prisudviklingen har allerede vist sig tydeligt på en række luksusvarer såsom smør, kaffe og oksekød.

Denne gang kan det dog gå ud over mere almene produkter, som danskerne ofte køber.

Ifølge Jakobsen vil de næste produkter, der bliver ramt, nemlig være brød samt billigere kødtyper som svinekød og kylling.

Langsigtet prisudvikling bekymrer

Stigningerne kommer oven i en i forvejen markant vækst i fødevarepriserne.

Ifølge Danmarks Statistik er priserne på fødevarer steget dramatisk gennem de seneste fem år, særligt siden slutningen af 2021.

Den seneste opgørelse fra december 2024 viser, at prisniveauet nu ligger 31,7 procent højere end for ti år siden.