Ny rekord i København: Her er Danmarks dyreste rækkehus

Et rækkehus i Indre By er sat til salg for et beløb, der slår alle hidtidige rekorder

Hvis du har 45 millioner kroner stående på kontoen – og en forkærlighed for historiske byhuse i hjertet af København – så er der netop kommet en ny mulighed på boligmarkedet.

Et rækkehus på Toldbodgade er blevet udbudt til salg med en pris, der aldrig er set før i Danmark.

Det skriver B.T. med henvisning til tal fra Boliga.

Med en udbudspris på 45 millioner kroner er der tale om det dyreste rækkehus, der nogensinde har været til salg herhjemme.

Fem etager midt i byen

Rækkehuset er opført i 1873 og fordeler sig over hele fem etager og 320 kvadratmeter.

Her er otte værelser og en grund på beskedne 129 kvadratmeter – men beliggenheden midt i Indre By vejer tungt i prissætningen.

Månedlige ejerudgifter løber op i 22.224 kroner. Det er altså uden boliglån eller andre omkostninger medregnet.



Prisafslag i millionklassen?

Selvom prisen er høj, viser data fra Boliga, at rækkehuse i området i gennemsnit sælges med et afslag på omkring 3,2 procent.

Det kan virke som en lille rabat – men på et hus i denne prisklasse svarer det til omtrent 1,4 millioner kroner.

Så kan du også købe et hus i Jylland for rabatten.

Det bringer den potentielle købspris ned på cirka 43,6 millioner kroner, hvilket stadig gør boligen til den absolut dyreste i sin kategori.

Ikke for hvem som helst

Rekordprisen er endnu et eksempel på, hvordan luksussegmentet i boligmarkedet følger sine egne regler – også i en tid, hvor mange andre segmenter oplever stilstand.

Med både historisk arkitektur og en adresse i første række til havnefronten er der lagt op til en eksklusiv bolighandel.

Spørgsmålet er nu, hvem der har pengepungen – og modet – til at slå til.

Artiklens Tags: