Nye gratis p-pladser i København: Sådan får du adgang til Amager Centres parkering

Bor du i Amager Øst og har en beboerlicens til parkering i København? Så er der gode nyheder, som både kan spare dig tid – og penge.

København er kendt for sine tætpakkede gader og evige kamp om de ledige p-pladser. Men nu får bilister i Amager Øst en kærkommen håndsrækning fra kommunen.

Beboere med en gyldig parkeringslicens i området kan nu gratis reservere parkeringsplads i Amager Centret – direkte via appen Visitors.

2.400 ekstra p-pladser til københavnerne

Amager Centret er blot én af de lokationer, som nu bliver tilgængelige for beboere, efter Københavns Kommune har lejet 2.400 private p-pladser fordelt over hele byen. Initiativet er sat i gang for at aflaste parkeringspresset i de mest trafikerede bydele – og samtidig forbedre borgernes adgang til billigere og nemmere parkering.

Med Visitors-appen kan du nemt se og booke ledige p-pladser op til tre dage frem i tiden, så du slipper for at køre gaderne tynde.

I Amager Øst drejer det sig konkret om parkeringspladser i Amager Centrets p-hus, som til daglig ellers er reserveret til centrets kunder.

Sådan fungerer det i praksis

Appen viser præcis, hvilke pladser der er ledige, og hvilke tidspunkter de er tilgængelige. Eksempelvis gælder mange af pladserne i Amager Centret kun uden for normal arbejdstid – dvs. fra kl. 17.00 til 07.00 mandag til torsdag og hele weekenden fra fredag kl. 16.00.



Det gør ordningen særligt attraktiv for dem, der har bilen stående hjemme i aftentimerne, og som gerne vil undgå bøder eller betale for dyre parkeringsanlæg.

Du kan læse mere på KøbenhavnLiv