Nye regler: Sådan skal der fremover betales for emballage

Fra juni indføres en ny pligt, der kan få store økonomiske konsekvenser – og mange ved det slet ikke

Fra den 1. juni 2025 bliver det alvor for danske virksomheder, der sender emballage på markedet.

Her træder nye regler om producentansvar i kraft, og det betyder konkret, at virksomheder nu selv skal betale for affaldshåndteringen af den emballage, de har sat i omløb – også selvom det blot er indpakning omkring produkter.

Det skriver Erhvervshus Nordjylland i en pressemeddelelse.

Emballage bliver virksomhedens ansvar

Hidtil har kommunerne stået for at tage sig af affaldet, men med det nye regelsæt overgår ansvaret til producenter, importører og distributører.

Reglerne gælder alt fra plast og pap til metal, glas og tekstil – og både engangs- og genbrugsemballage er omfattet.

Ifølge forretningsudvikler i bæredygtighed, Morten Bandholm Vinde, er formålet at skabe et økonomisk incitament til at reducere emballagespild og tænke i mere miljøvenlige løsninger.

Det grønne valg bliver dermed også sund fornuft og god forretning, siger han.

For sent at vente: Fristen er lige om hjørnet

Den første indberetning skal ske senest 1. juni 2025 og gælder data for emballage fra hele 2024.

Virksomheder, der ikke har registreret sig korrekt, risikerer både bøder og i værste fald udelukkelse fra det danske marked.

Derudover skal man tilmelde sig en kollektiv ordning, der står for den praktiske affaldshåndtering og rapportering.



Fire ting virksomheder nu skal gøre

  1. Registrere sig i Dansk Producentansvarsregister (DPA)
  2. Indberette de mængder og typer af emballage, der er sat på markedet
  3. Betale for indsamling og affaldsbehandling
  4. Tilmelde sig en eller flere kollektive ordninger

Mulighed for besparelser

Selvom reglerne kan virke komplekse og dyre, er der også fordele at hente.

Ved at reducere overemballering, vælge lettere materialer eller satse på genbrug kan virksomheder både spare penge og mindske deres klimaaftryk.

Det er også en anledning til at se på hele emballagestrategien og måske tage en dialog med leverandørerne, foreslår Morten Bandholm Vinde.