Pressemeddelelse - Via Ritzau
Selvom der i øjeblikket er fokus på en mulig handelskrig, er det ikke noget, der vil føre til lavere bilpriser i Danmark. Tværtimod kan konflikten være med til at forstyrre de globale forsyningskæder og i sidste ende føre til højere omkostninger ved bilproduktion.
Bilmodeller, der eksporteres til det amerikanske marked, er ikke nødvendigvis relevante eller egnet til det europæiske. I Danmark tilskyndes bilkøbere til at vælge elbiler, og mange af de biler, der nu ikke er attraktive at sende til USA, passer ikke nødvendigvis teknisk, reguleringsmæssigt eller forbrugermæssigt ind på det danske marked.
“Selvom verdens bileksport til USA forventes at aftage, vil bilerne ikke nødvendigvis finde til Europa med lavere priser for danske bilkøbere. Bilerne er ikke altid kompatible med vores behov og reguleringer, og bilerne er ikke elbiler, hvilket betyder, at de ikke passer ind i de politiske incitamenter og forbrugernes præferencer herhjemme,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
-
-
På den lange bane er situationen fortsat meget uforudsigelig. Men én ting er sikker: Jo mere handelskrigen eskalerer, desto større er risikoen for forstyrrelser i forsyningskæderne. Det kan presse produktionsomkostningerne i vejret og i sidste ende føre til højere priser – også i Danmark.
“Hvis komponenter og råvarer bliver dyrere eller sværere at få fat i, bliver bilproduktionen også dyrere. Det er en reel risiko, vi skal tage alvorligt. I Danmark mærker vi allerede konsekvenserne, når der er pres på logistik og leverancer – og en global handelskrig vil kun forstærke det,” siger Mads Rørvig.