I Danmark er der klare regler for, hvordan arbejdsgivere skal håndtere opsigelse af gravide medarbejdere.
Ifølge ligebehandlingsloven er det ulovligt at opsige en medarbejder på grund af graviditet eller relaterede forhold.
Hvis arbejdsgiveren ikke kan bevise, at en opsigelse ikke er begrundet i graviditeten, kan de blive pålagt at betale en betydelig godtgørelse.
Kvinden der blev opsagt
I denne sag blev en kvinde ansat som klinikassistent og oplyste allerede på sin første arbejdsdag, at hun var gravid og led af graviditetsrelateret kvalme og svimmelhed.
Allerede på tredje arbejdsdag sygemeldte hun sig, men blev samme dag opsagt.
Opsigelsen indeholdt begrundelser som ”manglende engagement” og ”illoyal opførsel”, men Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse ikke var tilstrækkelige beviser for, at graviditeten ikke spillede en rolle.
Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet fandt, at arbejdsgiveren ikke havde løftet den såkaldte "omvendte bevisbyrde".
Det betyder, at arbejdsgiveren skal bevise, at opsigelsen ikke var påvirket af medarbejderens graviditet – en bevisbyrde, der anses som meget tung.
Nævnet lagde særlig vægt på, at opsigelsen kom kort tid efter, at medarbejderen havde oplyst om sin graviditet, og at hun var sygemeldt af graviditetsbetingede årsager på opsigelsesdagen.
Medarbejderen blev derfor tilkendt en godtgørelse på 180.000 kr., svarende til cirka seks måneders løn, på trods af, at hun kun havde været ansat i få dage.
-
-
Hvad betyder det for arbejdsgivere?
Denne sag understreger, at arbejdsgivere skal være særligt opmærksomme, når de overvejer at opsige en gravid medarbejder.
Hvis der er mistanke om, at opsigelsen er helt eller delvist begrundet i graviditeten, kan det føre til store omkostninger for arbejdsgiveren, som her blev pålagt en godtgørelse på seks måneders løn.
Dansk Erhverv anbefaler, at arbejdsgivere altid søger rådgivning, inden de træffer beslutning om at opsige en gravid medarbejder.
Afgørelsen viser, hvor vigtig dokumentation og en klar, saglig begrundelse for opsigelsen er – især når en medarbejder er omfattet af beskyttelse under ligebehandlingsloven.
Om ligebehandlingsloven
Efter ligebehandlingslovens § 9 må en arbejdsgiver ikke opsige en medarbejder på grund af graviditet, barsel eller adoption.
Hvis en medarbejder opsiges under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at opsigelsen ikke har noget med graviditeten at gøre. Dette kaldes omvendt bevisbyrde.
Læs mere her.