Plejefamilierne kræver overenskomst – også med børnene i fokus

Beslutningen er truffet med henblik på at sikre bedre sikkerhed og rettigheder for plejefamilier og deres ansættelsesvilkår.

Pressemeddelelse - Via Ritzau

Danmarks største fagforening for plejefamilier, Plejefamiliernes Landsforening (PLF), har på et bestyrelsesmøde besluttet at fremsætte krav om en overenskomst over for Kommunernes Landsforening (KL). Beslutningen er truffet med henblik på at sikre bedre sikkerhed og rettigheder for plejefamilier og deres ansættelsesvilkår.

Formand for PLF, Inge Neander, udtaler:
"De nuværende forhold er nedbrydende for plejefamilierne. Hvis vi ønsker at bevare og rekruttere plejefamilier, er det nødvendigt at forbedre vilkårene. Vi plejefamilier vil have almindelige lønmodtagerrettigheder og opsigelsesvarsler, der afspejler vores anciennitet. Som det er nu, er vi retsløse."

For at sikre opbakning blandt medlemmerne har PLF gennemført en medlemsundersøgelse, hvor 75 % af medlemmerne deltog. Hele 99 % af de deltagende medlemmer sagde ja til kravet om en overenskomst. Dette tydelige signal understreger plejefamiliernes ønske om ordnede forhold.



Et nødvendigt skridt for at beskytte plejefamilier og børn

PLF peger på, at kommunernes praksis underminerer regeringens mål om bedre vilkår for udsatte børn. De børn fortjener større stabilitet i anbringelserne. Plejefamilier oplever blandt andet:

  • Vilkårlige opsigelser uden varsel.
  • Manglende udbetaling af ferie og feriepenge.
  • Mangelfuld støtte og aflastning, som kommunerne er forpligtet til at tilbyde.

"Kommunerne modarbejder regeringens intentioner med smålige sparehensyn. Det går ud over plejefamilierne – og i sidste ende børnene. Vi ønsker ikke konflikt, men vi er klar til at tage kampen op for en overenskomst, hvis det bliver nødvendigt," fastslår Inge Neander.

Vejen frem

PLF har gennem årene forsøgt dialog med KL, men uden resultat. KL fastholder, at plejefamilier er en særlig ansættelsesform og derfor ikke kan omfattes af en overens-komst. PLF afviser dette med henvisning til lovgivningen, der allerede anerkender plejefamilier som lønmodtagere.

"Uden en overenskomst har vi ikke adgang til Arbejdsretten og må acceptere kommunernes vilkårlige beslutninger. Det kan vi ikke længere tolerere," siger Inge Neander.

PLF organiserer i dag ca. 1.200 plejefamilier i Danmark og oplever stigende medlemsvækst. Hvilket jo i sig selv er helt fantastisk, når vi tager i betragtning, at andre fagforening har medlemsnedgang.