Priskollaps på påskens vigtigste vare: Her får du æg til spotpris

Supermarkederne slår gnister i æggekrig op til påsken – og priserne er styrtdykket

Påsken nærmer sig, og dermed stiger salget af én helt bestemt vare: æg.

Op mod højtiden sælges der dobbelt så mange æg som normalt, og det har udløst ægte kamp om kunderne i supermarkedernes tilbudsaviser.



Rekordhøjt salg – og rekordlave priser

"Det er højsæson for æg, og vi sælger faktisk mere end 15-20 millioner æg hver uge op mod påske. Det er dobbelt så mange æg, end vi plejer at sælge," siger direktør i Dava Foods Denmark, Ivan Noes, til B.T..

Netop det store påskesalg får supermarkederne til at sætte priserne i bund.

"Det er et af de store produkter til påsken, så det er helt relevant, at kæderne sætter æg på tilbud for at trække folk ind i butikkerne," forklarer detailekspert Bruno Christensen.

Her får du de billigste æg

Hvis du vil have flest æg for pengene, skal du rette blikket mod Meny eller Rema 1000.

Begge kæder sælger i øjeblikket en bakke med 10 skrabeæg til bare 12 kroner – svarende til 1,20 kroner pr. æg. Normalprisen er 29,50 kroner, så her er der tale om en besparelse på 59 procent.

Er du mere til økologiske æg, melder Netto sig ind i påskekrigen med et tilbud på otte økoæg til 16 kroner – det vil sige 2 kroner pr. stk. og en besparelse på 46 procent.

Kampen fortsætter

Som med øl og sodavand er æg blevet en del af påskens priskrig i supermarkederne.

Og i takt med at danskerne fylder kurvene, følger kæderne trop med endnu lavere priser – for alt tyder på, at årets æggejagt først lige er begyndt.