Rema 1000 har taget et markant skridt mod lokal produktion ved at flytte produktionen af deres populære vådservietter til Danmark.
Fremover vil produktionen foregå hos Abena i Aabenraa, hvilket betyder en markant reduktion i transportafstand og CO2-aftryk.
Det bekræfter Rema 1000's kommunikationschef, Jonas Schrøder, i et opslag på LinkedIn.
-
-
"Nu gider vi ikke det Kina-halløj mere med en af vores største sællerter - vådservietter," skriver han og fortsætter:
"Så nu har vi flyttet produktionen til Aabenraa i stedet for at drøne dem halvvejs rundt om jorden, inden de lander i butikkerne."
Samarbejdet med Abena, der allerede producerer Rema 1000's bleer, er et led i dagligvarekædens strategi om at satse mere på lokalt producerede varer.
Med den nye aftale bliver en større del af virksomhedens produkter fremstillet i Danmark, hvilket både gavner miljøet og skaber lokale arbejdspladser.
Rema 1000 har længe haft fokus på samfund, bæredygtighed og kampen mod madspild, og dette udspil er blot det seneste i en længere række af træk, der skal hjælpe kæden med at sætte fokus på klima- og miljøvenlige valg.
Tidligere har deres fokus været på oksekød, der er et omdiskuteret emne i den danske debat.
Oksekød er en af de mest klimabelastende fødevarer. Når man mindsker forbruget af oksekød, reduceres også de negative miljøpåvirkninger, herunder CO2-udledning og vandforbrug.
I kommentarsporet forsikrer Jonas Schrøder dog om at prisniveauet på vådservietterne forbliver det samme og at de ikke er afvisende overfor at flere af deres produkter kan undergå samme forandring i fremtiden.
Du kan finde de danskproducerede vådservietter i Rema 1000 allerede nu